Tohovedet hugorm overlever mirakuløst vinteren

28-03-2012

Danmarks vel nok mest berømte slange, den tohovedede hugorm, er fundet i live i Odsherred.

Trods dystre forudsigelser er dobbeltslangen vendt spillevende tilbage efter vintersøvnen.


Tvehovedet. Den dobbelthovede hugorm har tilsyneladende klaret sig gennem vinteren. Fotoet er taget, da hugormen blev observeret i 2011. Foto: Benny Rohde Nielsen

Danmarks vel nok mest berømte slange, den tohovedede hugorm, er fundet i live i Odsherred.

Finderen, der ønsker at være anonym, har meldt fundet til Naturstyrelsen.

Da dobbeltslangen blev observeret første gang i oktober 2011, spåede Naturstyrelsen den ellers ikke mange chancer for at overleve.

- Den tohovedede hugorm har overlevet vinteren stik imod alle odds. I efteråret spåede jeg den et kort liv, fordi den med to hoveder må have meget vanskeligt ved at jage og fordi, den vil være tilbøjelig til at hænge fast i vegetationen. Når den alligevel har overlevet, er det formentlig fordi, den har ernæret sig på sine medfødte fedtdepoter, forklarer en af Naturstyrelsens naturvejledere Niels Dahlin Lisborg.

Læs mere om den tohovede slange

En anden mulig forklaring på, hvorfor slangen har overlevet er, at det ene af hovederne i bogstaveligste forstand er dødt siden efteråret. Med kun et levende og funktionsdygtigt hoved, vil det være nemmere for slangen at jage frøer og firben, der er det foretrukne bytte.

Kun det ene hoved blev denne gang set spillende med tungen i modsætning til i efteråret, hvor begge slangehoveder var i aktion.

Aldrig før i Danmark
Da Naturstyrelsen omtalte den siamesiske slange første gang i efteråret, var der tale om en regulær sensation, der blev omtalt i en lang række danske og udenlandske medier. Der er aldrig tidligere fundet slanger med to hoveder i Danmark, og også på europæisk plan er der tale om en meget sjælden vanskabning.

Slangen med de to tunger er en unge fra sommeren 2011, og sidst den blev set var den cirka 15 centimeter lang og tyk som en kuglepen.

Fredet og farlig
Selvom den tohovedede hugorm er ganske lille, er der god grund til at passe godt på, hvis man skulle komme i nærheden af den.

- Lad være med at prøve at komme tæt på den. På denne årstid er hugormene kolde og kan have svært ved at flygte, og det kan få den til at hugge ud i selvforsvar. I forvejen kan et hugormebid være farligt, og med to hoveder kan det kun blive værre, advarer specialkonsulent og biolog Hans Erik Svart fra Naturstyrelsen.

Hugorme og alle andre krybdyr og padder er fredede i Danmark. Det er derfor forbudt for alle at prøve at indfange hugormen uden en dispensation fra Naturstyrelsen.

Hugorme, der opholder sig nær beboelser, må dog gerne indfanges, hvorefter slangerne skal slippes fri i et ugeneret område.

Læs mere om hugorme på Naturstyrelsens hjemmeside