Nyt system til natur-booking

22-10-2012


Naturstyrelsen går i luften med nyt bookingsystem til styrelsens arealer

Naturstyrelsen går i luften med nyt bookingsystem til styrelsens arealer.


Overblik. Det nye booking system giver hurtigt overblik over, hvilke arealer og aktiviteter, man kan booke i lokalområdet.

Book nemt, hurtigt og ganske gratis en lejrplads på Naturstyrelsens arealer. Eller ansøg om lov til at arrangere et orienteringsløb, træklatring eller måske et middelalderligt rollespil i et skovområde.

Med det nye webbookingsystem, som går i luften i dag, er det blevet betydeligt lettere at booke Naturstyrelsens arealer til et arrangement.

Det gamle webbookingsystem, som så dagens lys i 2004, har årligt mere end 12.000 bookinger. Det flittigt brugte system har nu fået en ansigtsløftning og har samtidigt ændret navn til Book i naturen.

Brugervenlighed og mere overskuelige kort gør det langt nemmere og hurtigere at navigere i Book i naturen end i det gamle webbookingsystem.

Naturen lider ingen overlast
Der er 147 lejrpladser at vælge imellem i det nye system, og 602 skove, hvoraf en del er udpeget som Natura 2000-områder med særligt værdifuld natur.

Her har Naturstyrelsen vurderet, hvilke aktiviteter, der kan gives tilladelse til, uden at de beskyttede arter og naturtyper lider overlast.

Med denne vurdering får brugerne også en forklaring på, hvorfor de eventuelt ikke kan booke naturen til en given aktivitet. Ud over hensyn til naturen kan det også være jagt og skovning, som i en periode lukker skoven for booking.

Prøv det nye Book i naturen her

Ud over et mere indbydende og overskueligt bookingsystem er de mest markante ændringer:

  • Alle kan oprette en profil, logge sig ind og booke. Det nye system bygger på det indkøbskurv-princip, som kendes fra teatre, rejsebureauer osv. Via kort eller liste vælges den lokalitet, som man ønsker at booke, tilføjer den til indkøbskurven og sender bookingen af sted.
  • Brugere kan gå tilbage i deres booking og ændre i den eller aflyse den - uden først at skulle kontakte Naturstyrelsen.
  • Brugerne er ikke længere tvunget til at anvende Internet Explorer for at få systemet til at virke, de kan fremover bruge en hvilken som helst browser. Desuden er Book i naturen bedre egnet til mobiltelefoner og tablets.
  • Brugerne kan vedhæfte filer til deres booking, så de ikke behøver at sende en mail ved siden af, men får ekspederet sin booking i én og samme postgang.