Naturstyrelsen holder kæmpe udsalg i skoven

18-09-2012

Naturstyrelsen indleder i dag et stort brændeudsalg med træ i hele landet.

Naturstyrelsen holder nu udsalg på træ fra 42 skove i hele landet. Træet kan købes på hjemmesiden, og så der kun er få klik fra købet, til varmen kan fornemmes.


Varme. Hos Naturstyrelsen kan man få fyldt brændestakken op, før kulden sætter ind. Foto: Naturstyrelsen.

Skoven byder nu også på en udsalgssæson.

Naturstyrelsen indleder i dag et stort brændeudsalg, hvor danskerne kan gøre en god handel med brænde til brændeovnen.

Udsalget omfatter træ i 42 forskellige skove i hele landet, hvor prisen på udvalgte brændestakke er sat ned med helt op til 18 procent.

I alt er der 2400 kubikmeter brænde til udsalgspriser, og det dækker over løvtræ som både ask, eg, bøg og ahorn.

Brændebutik på internettet
Naturstyrelsen har siden 2010 haft en brændebutik, hvor forbrugerne kan købe en brændestak på styrelsens hjemmeside og derefter tage ud i skoven og hente den.

Butikken er meget populær, og tusindvis af kubikmeter brænde går hvert år gennem netbutikken, men tiden er nu kommet til at rydde op på lageret.

- Vi er jo som alle andre forretninger. Vi skal have ryddet op, så vi har plads til friske varer ved skovvejen. Butikken har ikke været åben så længe, så vi har ikke prøvet at holde udsalg før, men jeg er da overbevist om, at det bliver populært, for det er godt træ, siger leder af Naturstyrelsens driftcenter, Ole Livbjerg Klitgaard.

Udsalgsvarerne er stakke af træ, som blev fældet i 2011. De kan have begyndende rådskader af at have ligget i skoven, men kun i et ringe omfang. Alle stakkene ligger ved en bilfast vej i skoven, så de er lige til at hente.

Udsalget løber frem til 31. oktober 2012.

Køb dit brænde i Naturstyrelsens brændebutik