Invitation: Kom ud og oplev Stavids Å

19-09-2012

I weekenden kommer der fuld fart på friluftslivet ved Stavids Å nær Odense, hvor Naturstyrelsen netop har genoprettet naturen.

I weekenden kommer der fuld fart på friluftslivet ved Stavids Å nær Odense, hvor Naturstyrelsen har genoprettet naturen, og Odense Kommune har lavet nye stier.

Foto: NST
Ny form. Naturstyrelsen har givet Stavids Å sine bugter igen.

Naturen har allerede meldt sin ankomst med engfugle, blomster og endda en kækt spankulerende hvid stork. Men nu er det friluftsfolkets tur til at indtage området omkring den genslyngede Stavids Å.

- Stavids Å slynger sig smukt gennem ådalen, og de nye stier er klar til at tage i mod publikum. Vi håber, at mange vil komme og opleve den nye flotte natur, og hvordan vandet i åen allerede nu er blevet renere, siger projektleder Vibeke Lindberg Birkelund fra Naturstyrelsen på Fyn.

Arrangementet finder sted:
Søndag 23. september fra klokken 10-16. Aktiviteterne udgår fra Jernalderlandsbyen (se kort i indbydelsen nedenfor).

Læs indbydelsen og se kort over området (pdf 1mb)

Fluekast, heste og guidede ture
Dagen igennem vil der være en lang række aktiviteter for børn og voksne:

- Se og hør, hvordan store maskiner og snilde ingeniører har genskabt den bugtede å, hvor der før var en lige kanal.

- Få instruktion i lystfiskeri og lær at lave fluekast og spin med fiskestang.

- Sejl i kano på den nye sø, få en træktur til hest, skyd med langbue og klatr i træer.

- Bag snobrød på ægte spejdermanér.

Man kan desuden få lidt at spise og drikke, da der kan købes pølser og drikkevarer i Jernalderlandsbyen. Her kan man også finde information om naturen i ådalen og om hele vådområdeprojektet ”Stavids Ådal”.
Bag aktivitetsdagen står blandt andet Naturstyrelsen, Odense Kommune, Jernalderlandsbyen, spejdere fra 13. Odense Gruppen, Sammenslutningen af Lystfiskere fra Odense Å og Odense Bys Museum.

Læs mere om vådområdeprojektet Stadils Å på Naturstyrelsens hjemmeside