Søg midler til støjdæmpning på skydebaner nu

27-09-2012

Har man en god idé til dæmpning af støjen på den lokale skydebane, kan man få økonomisk støtte af Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen giver mulighed for økonomisk støtte til støjdæmpning af skydebaner, og der er stadig støttemidler at søge. Fristen udløber mandag 1. oktober.


Præcision. Landets 250 skydebaner kan få hjælp til at dæmpe støjen med midler fra Naturstyrelsens skydebanepulje. Foto: Colourbox.

Sidder man med en god idé til, hvordan man kan gøre en skydebane mindre støjende, så er det bare med at komme til tasterne.

Ansøgninger til Naturstyrelsens skydebanepulje har ansøgningsfrist 1. oktober, og der er stadig ledige midler at få del i.

For at komme i betragtning skal projektet give en væsentlig forøgelse af den tid, som den aktuelle skydebane kan holde åbent. Mange skydebaner må nemlig i dag lukke forholdsvis tidligt for ikke at pålægge naboer til skydebanerne støjgener.

Læs mere om ansøgningsproceduren på hjemmesiden

Jægere ønsker mere skydetræning
For en periode på tre år er skydebanepuljen tildelt ekstra penge for at skaffe jægerne flere timer, hvor de kan træne et præcist skud, inden de begiver sig ud på jagt.

Mange skydebaner holder kun åbent få timer i hverdagene, fordi lokale bestemmelser skal beskytte de nærmeste naboer mod de dumpe drøn af skud.

Det gør det svært for landets tusindvis af jægere at finde ledige tider på landets mange skydebaner.

Støjen kan mere end halveres
Støjskærme og støjvolde på de enkelte standpladser eller på hele skydebanen kan være med til at dæmpe for støjen.

Med forskellige former for værn kan man sænke larmen med op til 20 decibel, hvilket er en betydelig begrænsning af støjen. Som udgangspunkt siger man, at der sker en halvering af støjen, når udgangslyden sænkes med tre decibel.

Med den rette afdæmpning vil det derfor også være muligt for støjdæmpede skydebaner at holde længere åbent uden at komme i karambolage med støjgrænserne – og ikke mindst naboerne.

For nogle skydebaner vil det dog være nødvendigt at søge om nye miljøgodkendelser, da der måske skal foretages ændringer i standardvilkårene for skydebanen.

Der findes i alt omkring 250 skydebaner i Danmark, og især i de større byer kan der være trængsel for at få øvelse i at ramme mere præcist.

Læs mere om jagt på Naturstyrelsens hjemmeside