Få tag over hovedet med ny app

09-04-2013

Din mobiltelefon er din genvej til at finde skovens nærmeste shelter

Fin d skovens gratis overnatningssteder med ny gratis app til mobiltelefonen.
Foto: Colourbox
Fundet! Nu er det muligt at finde vej til nærmeste shelter uden kort, så længe man har en iPhone. Foto: Colourbox
Hvis træernes kroner ikke er værn nok mod en pludselig byge, eller du gerne vil have en nat i det fri, kan du fremover blot gribe mod bukselommen.

En ny app til iPhone har nemlig set dagens lys, og den viser ganske enkelt vej til det nærmeste shelter.

Et shelter er en primitiv overnatningsplads, som er bygget som et lille træhus, der er helt åbent i den ene side. Her kan man tage en overnatning ganske gratis og være i sikkerhed for regn eller dug.

Shelterapp’en er udviklet på eget initiativ af vennerne Nicolaj Skafsgaard og Peter Gjøl, som har kastet sig over nogle af de mange data, som Naturstyrelsen for nyligt har gjort frit tilgængelige.

- Det her er jo et skoleeksempel på, hvad der kan ske af gode ting, når man deler sine data i stedet for at klamre sig til dem. Så jeg har kun positive ting at sige om det projekt, de her folk har ført ud i livet, siger Pelle Vedel Krogh, webchef i Naturstyrelsen.

Flere uforløste muligheder
Den nye stifinder får sine data fra Naturstyrelsen Ud-i-Naturen-kort, hvor statens skove og arealer er beskrevet med stier, bålpladser, kælkebakker og meget mere.

Dermed er der også potentiale for at udvikle flere apps, hvis nogen skulle have lyst til at lave en helt særlig håndholdt guide.

- Først kom der er en guide til den nærmeste hundeskov, og nu kan man også finde et sted at overnatte. Men der er nok at tage fat i, hvis nogen vil lave en guide til vandposter, ruiner, bålpladser eller noget helt fjerde. Data er frie, og vi stopper ingen, siger Pelle Vedel Krogh.

Den nye app kræver en iPhone, iPad eller iPod Touch og du kan læse mere her.

Naturstyrelsen har intet at gøre med selve app’en og kan derfor hverken hjælpe med installation eller andre spørgsmål om shelterapp’en.