Unge hærger Dyrehaven

21-08-2013

En årlig, festlig tradition har udviklet sig uheldigt i Dyrehaven, hvor unges fester efterlader store mængder skrald og glasskår.

En årlig, festlig tradition har udviklet sig uheldigt i Dyrehaven, hvor unges fester efterlader store mængder skrald og glasskår til gene for både dyr og mennesker.
Foto: Naturstyrelsen
Slagmark.
Sådan så Ulvedalene i Dyrehaven ud lørdag morgen efter fredagens fest. Foto: Naturstyrelsen.
Gennem flere år har unge mennesker fra uddannelsesinstitutionerne omkring Dyrehaven skudt skoleåret i gang med udendørsfester i Dyrehaven og på Bellevue. Festerne er blevet en tradition og samler både elever og andre festglade unge.
Men desværre halter det så meget med oprydningsdisciplinen, at Naturstyrelsen nu prøver at råbe både de unge, forældrene og skolerne op.
- Det ligner simpelthen en svinesti dagen efter festerne, og vi er nødt til bede festdeltagerne stramme lidt op. De er mere end velkomne i Dyrehaven og til at bruge Dyrehaven, men det skal foregå under de regler, som gælder alle besøgende, siger skovrider Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen i Hovedstaden.

Kontakt til gymnasier
Naturstyrelsen har gennem de seneste år sendt et brev til uddannelsesinstitutionerne, hvor reglerne for at færdes i Dyrehaven ridses op. Og det største problem er de store mængder skrald og knuste glasskår.
- Vi har en god dialog med de omkringliggende gymnasier og uddannelsessteder, men det ser desværre ikke helt ud til at være nok. Der kommer unge mennesker fra nær og fjern, og de kommer ikke nødvendigvis kun fra gymnasierne, siger Hans Henrik Christensen.
Blodspor fra glasskår
Et kedeligt eksempel fra fredagens fest viser, hvad det kan have af konsekvenser, når der pludselig ligger glasskår, der hvor skovens dyr færdes frit.
Billedet viser blodspor fra en hjort med opskåret klove, som blev fundet efter weekenden.

Foto: Naturstyrelsen
- Et billede som det her viser, at glasskår intet har at gøre i naturen. Tag dåser eller plastikflasker med og ryd op, vi skal nok sørge for at sætte ekstra affaldscontainere op, lyder det fra skovrider Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen i Hovedstaden.
Han understreger, at de unge fortsat gerne må bruge Dyrehaven og Bellevue, blot de følger disse regler:
- Motordrevne køretøjer hører ikke til på områderne
- Tobaksrygning er i orden, men alt andet brug af åben ild er forbudt.
- Telte, pavilloner og boldnet er ikke tilladt. Dyrene kan vikle sig ind i dem.
- Musik fra radioer eller anlæg er ikke tilladt.
- Medbring drikkevarer i plastflaske eller dåse. Så undgår vi glasskår!
- Ryd op! Områderne skal ligne sig selv igen kl. 11 i Dyrehaven og kl. 9 på Bellevue.

Yderligere oplysninger:
Skovrider Hans Henrik Christensen, Naturstyrelsen, tlf.: 4044 0016, e-mail: