Kør traktor med fløjlshandsker

10-01-2013

Naturstyrelsens uddanner i dag sine traktorførere til at passe bedre på naturen.

Naturstyrelsens uddanner i dag sine traktorførere til at sætte færre spor i naturen.


Sporløs. Traktorførerne lærer at få træstammer nænsomt ud af skoven.

Blød skovbund, vådt vintervejr og tonstunge traktorer er en giftig cocktail, der nemt forvandler skovens frodige muld, små dyr og sarte planter til et mudret ælte af dybe hjulspor.

Derfor tilbyder Naturstyrelsen nu for første gang alle sine traktorførere et kursus i at undgå voldsomme skader i jordbunden, som det kan tage naturen årtier at komme sig over.

Traktorfører Erik Andersen fra Naturstyrelsen i Nordsjælland har været på kursus:

- Man skal helt sikkert tænke sig godt om, når man sidder bag rattet. Maskinerne bliver hele tiden tungere, og skovene bliver mere naturlige og vådere, så nogen gange er den en udfordring, at komme rundt, uden at trykke dybe spor, fortæller Erik Andersen.

Foreløbig har 44 ud af Naturstyrelsens 50 traktorførere deltaget. Alle har bestået med eksamen.

Krav til grøn certificering
Træerne i Naturstyrelsens skove sår sig mange steder naturligt og har brug for fred for at udvikle sig fra små planter til store træer. Så også af den grund er det vigtigt, at skovbunden ikke rodes op af store maskiner. Den udbredte brug af såkaldt naturlig foryngelse er en vigtig del af den naturnære skovdrift, Naturstyrelsen praktiserer.

- Kurset er udtryk for, at vi gør os stor umage med skovdriften. I statens skove arbejder vi hele tiden aktivt med at producere træ så nænsomt som muligt, så naturen ikke lider overlast, siger maskinkonsulent Henrik Jørgensen, Naturstyrelsen.

Sammen med Skovskolen, som hører under Københavns Universitet, har han udviklet kurset, der er det første og eneste af sin art i Danmark, der instruerer traktorførere i at undgå skader i jordbunden.
Beskyttelse af skovbunden er også et særskilt punkt i statsskovenes miljøcertificering med krav om, at kørsel aldrig efterlader hjulspor, der er dybere end 10 centimeter.

Bliv på sporet
Skaderne på skovbunden opstår oftest, når traktorer slæber fældede stammer ud af skoven.

Derfor er den vigtigste lektion på kurset også kunsten at udlægge diskrete spor, der som små veje mellem træerne kan koncentrere trafikken og lede traktoren ind til de fældede træer og ud igen.

En anden finte er, at man kan få et blødere tryk ved at lukke noget luft ud af dækkene. Men det er også vigtigt at vente på det rigtige vejr, inden træet køres ud af skoven, da skovbunden er mere robust, når den er tør eller frossen.

Undervisningsministeriet har godkendt kurset som AMU kursus. Det private skovbrug har også mulighed for at deltage, når kurset udbydes igen i foråret 2013.
Læs mere om tilmelding til kurset på hjemmesiden