Afbrændingsforbud breder sig i hele landet

24-07-2013

Flere og flere kommuner forbyder nu åben ild, da naturen er så tør, at der er fare for ukontrollerbare brande.

Sommervarmen, længerevarende tørke og uger siden sidste regnbyge får nu flere kommuner til at indføre øjeblikkeligt afbrændingsforbud.


Brandfare. Den tørre sommer giver øget risiko for brand i skove, plantager og heder. Foto: Colourbox.

Tocifrede varmegrader og hedebølge er sød musik i ørerne på ferieramte danskere, men i takt med at varmen og tørken stiger, så vokser også risikoen for, at ukontrollerbare brænde kan opstå.
Derfor har flere kommuner i landet indført øjeblikkeligt afbrændingsforbud, hvilket betyder, at brug af åben ild og afbrænding ikke er tilladt.
I Nordsjælland har flere kommuner allerede indført et forbud, og der er god grund til at tage advarslen alvorligt, mener specialkonsulent Jan Kidholm Christensen, Naturstyrelsen:
-Nu begynder skovene for alvor at tørre ud, og det går stærkt med især nåleskovene og plantagerne, så vi opfordrer til stor forsigtighed, for brandfaren stiger dag for dag. Der er også god grund til at være forsigtig, selvom kommunen ikke advarer om faren endnu, for er man uopmærksom, kan ilden hurtigt brede sig.

Afbrændingsforbuddet betyder, at der ikke må bruges åben ild i forbindelse med antænding af grillen, og man må ikke tænde bål i permanente bålsteder eller bålpladser, lave nye bålsteder eller bruge engangsgrill.
Frederikssund og Halsnæs Kommuner påbyder også, at man ikke benytter sin ukrudtsbrænder, mens forbuddet står på.

Himmerlandske kommuner forbyder ild
Også i Jylland har varmen og tørken givet anledning til kommunale forbud mod åben ild.
Det drejer sig om blandt andet de tre himmerlandske kommuner: Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland.
Sekretær Birthe Sørensen fra Naturstyrelsen i Himmerland, der huser Danmarks største skov, Rold Skov, opfordrer til, at man holder øje med sin kommunes hjemmeside, hvor et forbud på ild vil blive offentliggjort, hvis det er aktuelt:
-På kommunens hjemmeside vil man kunne se, hvordan forholdene er netop der, hvor man bor, så det er en god idé at holde sig opdateret, inden man tager på kanotur eller telttur.

Hun advarer samtidig om, at skoven er knastør som aldrig før:
-Det er tørt, virkelig tørt. Så der skal ikke mange gløder til, så er der ild over det hele. Folk skal tænke sig om for bare ét cigaretskod det forkerte sted, så har vi balladen.

Læs mere om Rold Skov i folderen
Hold styr på cigaretten
Ifølge Jan Kidholm Christensen er cigaretskod en af de helt store syndere, når brande pludseligt opstår i tørt græs:
-Den største fare er cigaretskod, der ligger og ulmer. Vi har mange steder forbud mod rygning fra april til september af samme grund, for det er rigtig farligt, hvis der går ild i det knastørre græs.

Men ilden kan også brede sig fra bålpladser og bålsteder, og til de kommuner, der endnu ikke er forbud mod åben ild, har Jan Kidholm Christensen et par gode råd:
-Vi opfordrer til stor forsigtighed, hvis man vil have gang i bålet, og det er en rigtig god idé at have noget vand med til at slukke bålet, når gløderne er faldet til ro. Og så ellers holde øje med gløder, der kan springe ud af det tørre brænde i bålet.
Skovene holdes åbne under forbuddet
Før i tiden blev skovene mange steder i landet lukket for offentligheden, når der var tørke og risiko for brandfare, men sådan er politikken ikke længere – i hvert fald ikke på Naturstyrelsens arealer.
- Vi lukker ikke længere skovene af, for egentlig vil vi gerne have, at der er mennesker ude i skovene, for så kan de ringe til os eller brandvæsnet, hvis de ser ild. Eller de kan tage fat i folk, der har gang i et bål. Så folk må meget gerne være opmærksomme, når de er ude i naturen i denne tørre, varme sommer, siger specialkonsulent Jan Kidholm Christensen fra Naturstyrelsen i Nordsjælland.
Ifølge vejrudsigten fra DMI er der ikke meget hjælp at hente i forhold til at mindske risikoen for naturbrande.
-Vi kan håbe på noget regn, men der skal dog en del til, for at det nytter. Der kommer lidt regn weekenden, men der vil stadig være fare for brand i dagene efter, siger Jan Kidholm Christensen.
Hvis der er forbud mod åben ild i netop din kommune, vil det blive annonceret på kommunens hjemmeside eller i dagspressen.