Kendte tegnestuer dyster om Hammershus-center

25-06-2013

53 tegnestuer ønskede at være med i konkurrencen om at tegne nyt besøgscenter på Hammershus – 6 af dem går nu videre

53 tegnestuer ønskede at være med i konkurrencen om at tegne nyt besøgscenter på Hammershus – 6 af dem går nu videre.

Foto: Colourbox
Ny nabo. Hammershus får et nyt besøgscenter til de ca. 500.000 årlige gæster. Foto: Colourbox.

Det spritnye besøgscenter, som skal opføres ved Hammershus på Bornholm, er kommet et skridt nærmere.

Nu er der nemlig sat navn på de seks tegnestuer, som skal give hvert deres bud på, hvordan det nye center skal se ud.

Det er Arkitema, Vandkunsten, KHR, Julian De Smedt, Cubo og Entasis. Alle er de ekstraordinært stærke teams med imponerende referencer, der viser veludviklede evner til at sammentænke nybyggeri og unikke landskaber.

Til november i år offentliggøres det endelige vinderforslag. Og i foråret 2016 vil besøgscenteret stå færdigt.

Fokus er Hammershus
Opgaven er først og fremmest, at det nye besøgscenter samstemmes med borgruinen, så oplevelsen af Hammershus får optimale vilkår.

I dag er sletten foran Hammershus tynget af det nuværende besøgscenter, Slotsgården. Det bliver revet ned, så et nyt og mere tidssvarende kan opføres.

Det nye besøgscenter skal være et nærmest usynligt hus, der samtidig har høj arkitektonisk værdi og rummer en udstilling, som beriger gæsternes besøg på Hammershus – så udfordrende er opgaven.

Suveræne udsigter
Naturstyrelsen har sammen med Bornholms Regionskommune, A.P. Møller Fonden, Kulturstyrelsen og Bornholms Museum formuleret en række krav og ønsker til det nye besøgscenter.

Bygningen skal placeres, så den ikke fanger øjet, når man kommer gående eller kørende til Hammershus – og fra besøgscentret skal der være fri udsigt til såvel ruinen som det åbne og ubebyggede landskab for foden af Hammershus.

Byggefeltets placering har stærke historiske rødder – tanken om et diskret placeret, arkitektonisk gennemtænkt besøgscenter blev allerede undfanget i 1969, hvor den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon skitserede, hvordan et besøgscenter kunne indpasses smukt i dalene omkring Hammershus.

Donation giver muligheden
Besøgscenteret kommer til at indeholde en helt ny udstilling, café, skoletjeneste mv.

Læs mere om planerne for det nye besøgscenter

Hammershus og de omkringliggende arealer ejes og forvaltes af Naturstyrelsen. Hele projektet kan realiseres på grund af en donation fra A.P. Møller Fonden på i alt 92,5 mio. kroner, og ud over at finansiere det nye besøgscenter skal donationen også bruges til en restaurering af ruinen.

De seks arkitektfirmaer og deres team:

• Arkitema, København
TransformationsLab v/arkitekt Christoffer Harlang, København
Ingeniørfirmaet Buro Happold, København

• Vandkunsten Arkitekter, København
Atelier Lise Juel, København
PK 3 Landskab, København
Ingeniørfirmaet Steenbergs Tegnestue
Ingeniørfirmaet WSP, Sverige

• KHR Arkitekter, København
Landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen, Helsingør
Norrøn Arkitekter v/ Søren Vadstrup og Marco Berenthz, København
Oluf Jørgensen Ingeniørfirma, Odense

• JDS Julian De Smedt Architects, København
KLAR Landskab, København
Ingeniørfirmaet Jens Peter Madsen, Stenløse

• Cubo Arkitekter, Aarhus
Dominia Ingeniørfirma, København
Preben Skaarup Landskab, Aarhus

• Entasis Arkitekter, København
Schønherr Landskab, København
Rønnow arkitekter, København
Ingeniørfirmaet Rambøll, København

Yderligere oplysninger:
Søren Friese, skovrider, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 3144, email: