Byer i Vendsyssel får nye skove

15-11-2013

Sindal, Hjørring og Løkken får nye, bynære skove, der samtidig beskytter drikkevandet.

Sindal, Hjørring og Løkken i Vendsyssel får nye, bynære skove, der samtidig beskytter drikkevandet.


Skovtur: Indbyggerne i Sindal, Hjørring og Løkken får kortere til en tur i skoven. Foto: Naturstyrelsen.

Vendsyssel får nu næsten 200 hektar ny skov, der både beskytter drikkevandet og borgernes sundhed.
I hvert fald får indbyggerne i Sindal, Hjørring og Løkken alle nye skove helt tæt på deres byer, som de kan bruge til almindelige vandreture i naturen eller motion i højt tempo. Alle steder bliver de nye skovarealer plantet i forbindelse med eksisterende skove, så byerne både får større skovområder at boltre sig i samtidig med, at skovene flytter tættere på.

Det er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Hjørring Kommune, Løkken Vandværk, Sindal Vandværk, Hjørring Vandselskab og Sindal Menighedsråd, der nu baner vej for de nye skovområder, der alle bliver plantet, hvor der indvindes drikkevand.

Naturstyrelsen betaler halvdelen
De nye skovområder biver henholdsvis 95 hektar ved Sindal, 57 hektar ved Hjørring og 40 hektar ved Løkken.
De kommer i alt til at koste 26 millioner kroner, som Naturstyrelsen betaler halvdelen af. Resten kommer fra de øvrige fem samarbejdspartnere.

- Vi har undervejs mødt en utrolig samarbejdsorienteret kommune, der vægter det rekreative og grundvandsbeskyttelsen højt. Vi har også mødt rigtig meget samfundssind, når vi har været ude og snakke med private lodsejere og de øvrige samarbejdsparter. Vandværkerne har ikke kun tænkt på grundvand, men også på, hvordan det hele kan spille sammen med rekreative muligheder for befolkningen , siger skovrider Jesper Blom-Hansen, Naturstyrelsen.
Det er Naturstyrelsen, som skal plante alle træerne, og styrelsen vil indkalde til offentlige møder til foråret om skovenes indretning.

Tilplantningen forventes af foregå i 2014 - 2016.