Københavnernes juletræ fældet i Gribskov

26-11-2013

I de tidlige morgentimer blev juletræet til Rådhuspladsen kørt til København.

Københavnernes juletræ er en 21 meter høj rødgran, der har vokset nær Gribsø i Nordsjælland. Træet blev i nat kørt til København for at blive rejst på Rådhuspladsen.


Julestemning. Der var trængsel på skovvejen, da juletræet blev fældet. Foto: Naturstyrelsen.

Traditionen tro leverer Naturstyrelen juletræet til Københavns Rådhusplads. Træet, der er udvalgt i skoven af Københavns Kommune, er netop blevet rejst på Rådhuspladsen i de tidlige morgentimer.
- Københavnerne får et helt naturligt juletræ, der hverken er klippet eller skåret til. Mange juletræer bliver ellers formet med saksen for at få den helt rigtige symmetriske form. Men det var ikke nødvendigt med dette brede, flotte træ, siger skovfoged Jens Ole Andersen fra Naturstyrelsen.
Til gengæld har Naturstyrelsen gennem alle træets 30 leveår holdt andre træer på afstand. Så grantræet har fået rigeligt med lys og plads til at sætte store, grønne grene helt ned til jorden.

Læs mere om jul i naturen på Naturstyrelsens hjemmeside.

Ingen snydegrene i træet
Det er langt fra almindeligt skovarbejde at fælde juletræet til Rådhuspladsen, fordi ingen grene må brække. Derfor bliver træet ikke væltet, men bliver i stedet spændt fast i en kran, inden det bliver savet over.
- Det gik helt efter planen, og ingen grene brækkede på det brede og flotte træ. Nogen gange må vi ellers bruge tid på at smukkesere træet og bore huller og stikke nye grene i de steder, hvor noget er brækket. Men sådan var det ikke denne gang, fortæller skovarbejder Jesper Vedel fra Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen i Nordsjælland leverer i år over 100 store juletræer til torvepladser, firmadomiciler og rådhuspladser i hele Nordsjælland.
Ud over Rådhuspladsen i København gælder det blandt andet Frederiksberg Kommune , Hørsholm Kommune, Frederikssund Kommune, Gentofte Kommune, Lyngby-Tårbæk Kommune, Rudersdal Kommune, Albertslund Kommune, Rødovre Kommune, Furesø Kommune og Ballerup Kommune.

Læs mere om juletræer fra Naturstyrelsen