Nyt Hammershus-byggeri ligger skjult i klipperne

28-11-2013

Se tegningerne til det nye besøgscenter ved Hammershus, der blev afsløret i dag.

Et moderne besøgscenter bliver snart nabo til den gamle slotsruin på Bornholms nordspids. Naturstyrelsen afslørede i dag, hvordan besøgscenteret kommer til at se ud.


Og vinderen er… Poul Schülein fra Arkitema Architects takker for tilliden ved afsløringen af vinderprojeket for besøgscenteret. Foto: Naturstyrelsen.

”Enkelt og diskret” og ”et arkitektonisk værk, der kan stå for sig selv”. Sådan lyder nogle af de rosende ord fra dommer-juryen, der har valgt vinderprojektet for det nye besøgscenter ved Hammerhus.

Det vindende projekt er tegnet af arkitekt, professor Christoffer Harlang i samarbejde med Arkitema Architects, der sammen med i alt seks firmaer deltog i den arkitektkonkurrence, Naturstyrelsen udskrev i foråret.
- Det er et overordentligt smukt projekt, der inpasser sig med stor indføling og forståelse for stedet, og som derved kan give både borgruinen og lanskabet den nødvendige plads på dette væsentlige sted i Danmark , sagde Naturstyrelsens direktør og juryformand, Niels Christensen, ved offentliggørelsen af vinderen.
Poul Schülein fra Arkitema takkede juryen:

- Projektet for det nye besøgscenter udspringer af en ydmyghed for den store og skønne natur omkring Hammershus. Det er sådan, vi oplever naturen og landskabet, og det, tror jeg, er afspejlet i udformningen af besøgscenteret.

Besøgscenter skal stå færdigt i 2016 og kommer til at rumme blandt andet udstilling, café og skoletjeneste.

Se TV2 Bornholms indslag fra offentliggørelsen

Gangbro over kløft
Det nye besøgscenter bygges cirka 200 meter øst for Hammershus og adskilt fra borgen af en kløft. Vinderforslaget omfatter også en gangbro på pæle mellem borgruinen og besøgscenteret.
- Det nye besøgscenter kommer til at ligge så tæt op af skråningen, at det næsten går i et med landskabet. Det virker som om, at engen ovenfor nærmest trækkes ud på taget og skaber et stille sted, hvor man kan betragte landskabet og ruinen, siger direktør Niels Christensen, Naturstyrelsen.
De besøgende vil kunne gå direkte ud på besøgscenterets tag, hvor der bliver panoramaudsigt til Hammershus, der hvert år besøges af cirka 400.000 gæster fra både ind- og udland.

Læs mere om vinderprojektet

Fondsdonation betaler besøgscenteret
Hele byggeprojektet for besøgscenteret, fra tegninger til færdigt byggeri, er betalt af en donation på 45 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Besøgscenteret kommer til at erstatte Slotstgården, der i dag rummer en lille udstilling, kiosk og toiletter. Slotsgården, der ikke er fredet, rives ned, da faciliteterne er utidssvarende, og bygningen ligger meget synligt i landskabet.


Tilpasset. Det nye besøgscenter ligger nedsænket i skråningen overfor Hammershus. Illustration: Arkitema.