Bliv ude af skoven i dag

28-10-2013

Naturstyrelsen advarer mod at gå i skoven på grund af risikoen for stormvejr.

Risiko for at træer vælter og grene falder ned, når kraftig blæst i dag suser over landet. Naturstyrelsen opfordrer til at holde afstand til store træer og i stedet gå tur i det åbne.


Fare på færde.
Mange grene vil falde ned, når stormen rammer. Foto: Tobias Markussen.

Naturstyrelsen opfordrer til, at man i dag trækker frisk luft i sikker afstand fra skoven.
Mange gamle træer og møre grene vil ramle ned over stier og skovbund, når stormen passerer landet.
Det vurderer Naturstyrelsen, der er landets største skovejer og forvalter af offentlige skove i hele landet.
- Det er livfarligt at gå mellem de store gamle træer, når det blæser kraftigt. Selv mindre grene kan slå en voksen mand ihjel, når de brager ned fra høje træer, siger skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen i Vadehavet.
Det er altid efterårets første kraftige blæst, der sender flest grene mod jorden, fordi alle de løse grene ryger ned.
Blade virker som sejl
I mange skove står bøgetræer og egetræer stadig med blade på. Bladene virker som et sejl, som vinden tager hårdt fat i. Det vil få flere grene til at brække, end hvis stormen havde ramt, når bladene var faldet af træet.
- Det er ikke skovtursvejr, når det blæser kraftigt. I dag skal man blive ude i det åbne landskab, hvis man skal ud og have frisk luft, siger skovrider Bent Rasmussen.

Også Naturstyrelsens egne skovarbejdere bliver kaldt ud af skoven, hvis stormen rammer med fuld styrke.