Skoleelever jager planeter i naturen

18-09-2013

Nyt computerspil om solsystemet skal spilles under åben himmel via mobiltelefonen.

Et nyt computerspil sender deltageren op af sofaen og ud i naturen og dyste på viden om solsystemet. Undervejs får man både god motion og styr på planeterne.


Fjernadgang. Mobiltelefonen er spillerens indgang til udfordrende spørgsmål om universet. Illustration: Naturstyrelsen

Naturstyrelsen åbner nu et nyt computerspil på gang- og cykelstien Fodsporet, der slynger sig mellem Næstved og Slagelse.

Man spiller med med sin smartphone, og målgruppen for spillet om solsystemet er blandt andet elever i de nærliggende folkeskoler. Men alle med en smartphone kan benytte det nye spil.

- Der ligger en hel stribe folkeskoler klods op af Fodsporet, så det er helt oplagt at bruge motionsstien i undervisningen. Hjernen får masser af ilt og er ekstra modtagelig for ny viden, når man bevæger sig, og mange vil nok bedre kunne forholde sig til verdensrummet, når man leger den nye viden ind, siger projektmedarbejder Elly Andersen fra Naturstyrelsen i Storstrøm.
Deltagerne spiller spillet ved at finde otte pæle, der står med afstande, der svarer til afstandene mellem solen og planeterne i vores solsystem. Ruten mellem Solen og Neptun er på den måde godt to kilometer. Fuldfører man spillet, er man altså garanteret fire kilometers sund motion.

Få instruktion til spillet her

Skræddersyet til skoler
Hvilken planet er nærmest Jorden? Hvor mange måner har Venus, og hvorfor er der årstider på Jorden? Det er et par af spørgsmål, som deltagerne kan møde i det nye spil.
Man får spørgsmålene tilsendt på telefonen, når man scanner en QR-kode på en pæl med en smartphone. Spillet er udformet, så man kan vælge mellem to sværhedsgrader og dyste med andre deltagere.
Når skoleklasser spiller rumspillet, kan læreren følge med i elevernes viden via en særlig spilmester-rolle. Fem lærere og fællesfaglærere fra tre skoler i området mellem Næstved og Slagelse er blevet interviewet for at udforme netop de spørgsmål, der dækker den viden, eleverne skal have.
Flere spil til smartphones
Spillet om universet er et af tre spil, der kan spilles på Fodsporets spillestier. Der findes i alt seks spillestier i området, hvor man kan vælge mellem tre forskellige spil om enten menneskets biologi, naturen og om solsystemet.
Nyt er det også, at man kan samle ”mærker” med sin telefon ti forskellige steder på Fodsporet. Når alle mærker er fundet, får man et bevis tilsendt på sin e-mail, der viser, at man har cyklet eller gået de cirka 40 kilometer mellem Slagelse og Næstved. Diplomet kan blandt andet deles på facebook.

På Motionsslangen på Falster er der tilsvarende spil til smartphones, mens man på to af Naturstyrelsens legepladser i turistområderne på Falsters østkyst kan gå på skattejagt efter QR-koder.

Yderligere oplysninger:
Projektmedarbejder Elly Andersen, Naturstyrelsen, tlf.: 72 54 32 40, mobil.: 22 49 65 45, e-mail: