Danmark og Singapore underskriver miljøaftale

03-06-2014

Danmarks miljøminister Kirsten Brosbøl og Singapores miljøminister Dr. Vivian Balakrishnan er enige om at styrke samarbejdet. En ny aftale skal føre til flere projekter mellem virksomheder, universiteter og myndigheder om miljø og grøn teknologi.

Hånd-i-hånd. Danmark er enige med Singapore om at øge samarbejdet på miljøområdet. Foto: Colourbox.

Miljølovgivning og skrappe standarder kan være med til at skabe arbejdspladser og fremgang for miljøet. Det viser erfaringer fra både Singapore og Danmark, hvor lovgivning og regler på miljøområdet har været med til at skubbe til den økonomiske vækst.

Derfor var det også to tilfredse miljøministre, der i dag kunne sætte underskrift på en samarbejdsaftale på miljøområdet mellem Danmark og Singapore, der begge har meget stærke kompetencer inden for miljøteknologi og ikke mindst teknologi, der kan give rent drikkevand og kan håndtere spildevand.

- Danmark og Singapore er begge i superligaen for moderne miljøteknologier. Jeg er meget tilfreds med, at vi kan indgå en aftale til gavn for miljøet og for udviklingen på miljøområdet i begge lande. Jeg er helt sikker på at vi kan lære noget af Singapore og omvendt, og at aftalen både vil gavne miljøet og danske virksomheders muligheder for at slå igennem med løsninger inden for vand, luft og affald på det sydøstasiatiske marked, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Danske eksempler vises frem for hele verdenen

Miljøminister Kirsten Brosbøl er inviteret til Singapore for at deltage i World Cities Summit og inspirere borgmestre, ministre og regeringsrepræsentanter fra hele verden med danske eksempler på, hvordan miljø og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd.

Derudover er et hovedformål at mødes med Singapores miljøminister og etablere et formelt samarbejde på miljøområdet. Ministeren benytter samtidig lejligheden til at mødes med den kinesiske minister for vand og besøge Singapore Water Expo, hvor også danske virksomheder som Envidan, Grundfos, GEUS og Kamstrup er til stede.

- Denne samarbejdsaftale understreger det styrkede partnerskab mellem Singapore og Danmark inden for miljø- og vandteknologi. Singapore værdsætter Danmarks voksende lederskab i adresseringen af miljøudfordringer og ser frem til at arbejde sammen på områder, hvor vi har en fælles interesse såsom at fremme bæredygtighed og varetagelsen af vores naturressourcer. Disse indsatser afspejler styrken i Singapores voksende partnerskab og samarbejde med Danmark, siger Singapores miljøminister dr. Vivian Balakrishnan.

De to ministre har underskrevet et såkaldt memorandum of understanding, som beskriver, hvordan landene gerne vil samarbejde om miljø og grøn teknologi i fremtiden. 

Det asiatiske/australske marked for drikkevandsteknologi forventes at stige med 38 procent frem mod 2018, hvor det i Europa vil stige 23 procent.