Kradsbørstig plante bliver bekæmpet

26-06-2014

Agerpadderokker i tusindvis er ved at ødelægge et cykelspor på Fyn endnu inden, det er helt færdigt. Der er lavet en bekæmpelsesplan, hvor sprøjtemidlet MCPA tages i brug.

Underjordisk. Agerpadderok trykker "muldvarpeskud" i asfalten. Foto: Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen vil sprøjte agerpadderokker med plantegiften MCPA på den nye natursti mellem Ringe og Korinth. Behandlingen skal forhindre den særdeles vækstkraftige plante i at ødelægge naturstien.

Agerpadderokken laver store buler og huller i asfalten, så det bliver ubehageligt eller ligefrem farligt at cykle på stien.

- Bliver padderokken ikke slået tilbage nu, vil naturstien om få år være helt uegnet for rulleskøjter, kørestole og cykler. Så det er vigtigt, vi griber hårdt ind med det samme, siger civilingeniør Vibeke Lindberg Birkelund fra Naturstyrelsen på Fyn.

Naturstien er tænkt og udformet som en attraktion for det rullende friluftliv med blandt andet ekstra glat asfalt.

Anlægsprisen er 15 millioner kroner, der er betalt af Arbejdsmarkedets Feriefond, Faaborg-Midtfyn Kommune og Naturstyrelsen.

Plante med superkræfter

MCPA er det eneste kendte middel, der effektivt kan slå den meget vækstkraftige agerpadderokke tilbage, når planten først har fået overtaget.

- Agerpadderokke er en af de mest robuste planter i Danmark med en historie. Den kan klare stort set alt fra ekstrem tørke til total oversvømmelse. Og sprøjtemidler er desværre vore eneste udvej for at få agerpadderokken under kontrol, siger civilingeniør Vibeke Lindberg Birkelund.

Den hårdføre plante har kun én svaghed: Den tåler ikke skygge.

For at udnytte det har Naturstyrelsen sået høje græsser langs naturstiens rabatter. Græsset skal skygge så meget, at agerpadderokken ikke kan vende tilbage og dominere, når sprøjtningen er overstået. Slåning indgår også i bekæmpelsesplanen mod agerpadderokker.

Naturstien blev indviet i 2012, men blev aldrig lavet helt færdig, da agerpadderokkens vækst i sommeren 2013 gav mistanke om, at asfaltstien kunne blive ødelagt. Det øverste slidlag af asfalt på stien tilføjes først, når planten er under kontrol.

Tilladelsen til at sprøjte gælder en gang om året i fem år.

 

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.