Hoppemusen og syvsoveren får hjælp med nyt musekort

23-05-2014

Hasselmusen, birkemusen og 17 flagermusarter er nogle af Danmarks mest sjældne pattedyr og skal have bedre levevilkår. Derfor lancerer miljøminister Kirsten Brosbøl et nationalt musekort for at få fokus på støtteordninger for de sjældne arter.

birkemus_wikemedia_björn_schuz
Klatremus. Hasselmusen har brug for sammenhængende områder med tæt krat og mange buske og småtræer med bær. Foto: Björn Schulz.

Kun ved Limfjorden og i det sydlige Jylland kan man være heldig at støde på den sjældne gråbrune birkemus, der er en såkaldt hoppemus, fordi den kan hoppe 10 centimeter.

Nu får den sammen med hasselmusen, der som Danmarks eneste syvsover går i hi syv måneder om året, og 17 danske flagermusarter en hånd af miljøminister Kirsten Brosbøl.

Hasselmus, birkemus og flagermus er beskyttet som såkaldte Bilag-4-arter i EU’s habitatdirektiv, og derfor har Danmark en særlig forpligtelse til at sikre de små pattedyrs overlevelse. Derfor opfordrer miljøministeren private, landmænd og skovejere til at komme de sjældne dyr til hjælp

-Nogle lande har til opgave at beskytte og forbedre leveforholdene for tigre, løver og elefanter. I Danmark har vi en række meget små pattedyr, der er helt specielle i Europa, og som vi derfor skal gøre en særlig indsats for at beskytte. Og gør vi noget godt for lige netop disse arter, så gør vi noget godt for en masse andre arter, der lever i og omkring skovene, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

På et nyt digitalt musekort på Naturstyrelsens hjemmeside kan man få et overblik over, om nogle af de sjældne ”musearter” findes i den kommune, man bor i, og hvilke tilskudsordninger man kan søge.

Læs mere om tilskudsordningerne

Tilskud til planter og skov

Landmænd, lodsejere og skovejere kan søge tilskud gennem ordningerne ”Plant for vildtet”, hvor Naturstyrelsen dækker 90 procent af udgifterne til beplantning med særlige planter, og ”Bæredygtig skovdrift”, hvor der gives tilskud til drift af særlig skov eller leje af gode yngletræer til flagermus.

På den måde sikrer man yngle- og levesteder for blandt andet damflagermus, birkemus og hasselmus.

I Danmarks Naturfredningsforening håber foreningens præsident Ella Maria Bisschop-Larsen, at flere vil benytte sig af tilskudsordningerne, så de sjældne arter kan få flere levesteder i Danmark.
-Hvis disse arter skal have en chance for igen at komme ovenpå og brede sig, så er det vigtigt, at deres levesteder ikke begrænses yderligere, og at vi forbedrer deres muligheder for at yngle. Tilskudsordninger for private kan være med til at gøre det mere attraktivt for lodsejere at pleje og genoprette arternes levesteder, og det er godt. Der er dog enkelte tekniske barrierer, som skal ryddes af vejen for, at landmænd og skovejere for alvor vil finde det attraktivt at indgå aftaler. Det regner vi med at arbejde videre med i ministeriets arbejdsgruppe om disse arter, siger hun.

Læs nyheden: Mere liv i de levende hegn