Odense fik sin skov

25-05-2014

Hundredvis af odenseanere var søndag med til at indvie deres nye, bynære kæmpeskov.

Skovfest. Flere hundrede odenseanere valgte at møde hinanden søndag i deres nye skov. Foto: Naturstyrelsen.

- Jeg går lige ude i skoven, siger en far ind i sin mobiltelefon.

Han har sin lille datter på nakken og går ned ad en bred bræmme af stabilgrus, der er lagt i en smuk slyngning over brune og bare marker så langt øjet rækker.


Men den er god nok. Han går midt i skoven. Den er godt nok kun 30 centimeter høj, og man skal helt tæt på for at se de 700.000 nye træer, der stikker hver sin lille pind op fra den brune jord.

Sammen med hundrede af andre odenseanere fejrede faren og datteren søndag, at Odense har fået sin nye, store skov ved Elmelund vest for byen.

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies

En skov på få måneder

Elmelund skov er plantet de seneste måneder i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Odense Kommune og VandCenter Syd, og vil fra nu af give odenseanerne varierede muligheder for friluftsliv og flere naturoplevelser.

Den vil også beskytte det vand, som kommer ud af deres vandhaner hjemme i køkkenet, for under den 360 hektar store skov ligger de vandmagasiner, som i fremtiden skal levere store dele af Odenses drikkevand.

- Det er et Kinderæg, sagde direktør for VandCenter Syd, Anders Bækgaard, der åbnede en ny vandpost og var glad for, at skoven nu vil beskytte de klare dråber ’for altid’.

Borgerne tog i hvert fald skoven til sig med det samme. I hundredevis gik de rundt på de bare stier. De cyklede, de red på heste, og nogle fik klaret den første skov-picnic på den bare mark.

Andre løb det første Elmelund-løb, som kun bliver smukkere fra nu, og Naturstyrelsen tog publikum ud med plancher og pegepind, så de kunne se, hvordan man planter en rigtig skov med 30 forskellige træarter, 15 kilometer stier og store åbne enge.

Lokale børn plantede træer ud, som de selv havde sået og passet hjemme på rød stue, og skolebørn afslørede de elegante infotavler, som de havde tegnet til skoven.

En folkeskov

Rådmand i Odense, Jane Jegind, kaldte med god grund Elmelund Skov for en ’folkeskov’, som alle dele af Odenses befolkning enten har taget del i eller kommer til de kommende år.

I 2001 indgik Naturstyrelsen, Odense Kommune og VandCenter Syd en samarbejdsaftale om skovrejsning.

Formålet med aftalen er at etablere 2000 hektar ny bynær skov ved Odense for at skabe bedre muligheder for byens borgere for rekreation, samtidig med at grundvandet beskyttes.

I aftalen blev der udpeget seks områder til bynær skovrejsning. Elmelunds-projektet er ét af områderne.

Mere end 100 borgere har været med i arbejdet med at indrette skoven, og søndag stod endnu flere klar. Jægere, ryttere, cyklister, ornitologer, løbere, unge og gamle.

Elmelund Skov

  • Store som små har hjulpet med at skabe Elmelund Skov. Foto: Naturstyrelsen
  • Når tørsten melder sig, er det godt med en drikkevandspost. Foto: Naturstyrelsen
  • I Elmelund Skov kan alle tage en tur på jernhesten. Foto: Naturstyrelsen
  • En ung odenseaner bliver interviewet om den nye skov af de lokale medier. Foto: Naturstyrelsen
  • Det kræver en smule fantasi, men dette er faktisk en tur i skoven. Foto: Naturstyrelsen
  • Til en ægte indvielse hører ægte musik. Foto: Naturstyrelsen
  • Der vil gå mange år før Elmelund Skov har høje træer, men derfor kan man stadig holde picnic i det grønne

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.