Nu er den første anemone her

04-03-2014

Årets første anemoner er sprunget ud et par uger tidligere end normalt.

Forårstegn. Årets første anemone er næsten en måned tidligere på den end sidste år, hvor vinteren var hård. Foto: Naturstyrelsen.

Anemonerne, der er noget tidligt på den, er dukket op i Bankehave Skov på nordsiden af Vejle Fjord.

På skovens lune, sydvendte skråninger har man før været blandt de første i landet med anemoner.

- Det har været en mild vinter uden sne. Det er formentlig derfor, anemonerne er tidligere oppe af skovbunden end normalt. Og så har der været meget blæsevejr, der har fejet bladene væk, så anemonerne nemmere kommer op i lyset, siger skovfoged Asger Thyge Pedersen fra Naturstyrelsen.

Der er dog ikke tale om en ny rekord, da der tidligere er fundet anemoner i området så tidligt som 20. februar.

Vil man på anemonejagt og se forårsbebuderne som en af de første, skal man opsøge de lune pletter i skovbunden, der hælder mod syd, hvor solens stråler rigtigt får fat.

De første anemoner springer ofte ud tæt på træstammer, hvor der er læ for vinden.