Nu kommer der fut i hederne

11-03-2014

Takket være det varme og tørre vejr kan Naturstyrelsen snart sætte ild til hederne. Det sker for at styrke lyngen og få de gamle hedelandskaber tilbage fra tilgroning

Foto 19 Afbrænding Jens Bøving 230801
Fut. Naturstyrelsen brænder hvert år flere hundrede hektar hede af for at redde lyngplanterne fra tilgroning.

Der kommer røg og flammer over en lang række af de danske hedelandskaber i de kommende uger. Allerede i denne uge vil Naturstyrelsen forsøge af sætte ild på blandt andet Harrild Hede og Vind Hede. På Randbøl Hede har de første flammer rejst sig. Afbrændingen sker for at styrke lyngen og forhindre, at den gror til i græsser eller budskads.

Afbrændingerne er led i en stor plan om igen at få Danmarks heder til at blomstre med lyng og andre hedeplanter. LIFE – hede kaldes projektet, som er støttet med 30 millioner kroner af EU over fem år.

- Heden trænger til at blive tømt for næring. Lyng og hedevegetation har en evne til at gro i jord uden næring, men hvis der er for meget næring, bliver de udkonkurreret af græs og træer, siger skovfoged Hans Jensen fra Naturstyrelsen i Midtjylland, som står for afbrændingerne på blandt andet Harrild Hede.

Der skal brændes i bund

Naturstyrelsen har frem til 1. april til at brænde heder af. Efter den dato kommer der for mange dyr og insekter til, at det er hensigtsmæssigt. Den våde vinter så længe ud til at blive et problem, fordi heden så sent som i sidste uge flere steder stod under vand. Men med den nuværende vejrtype med varme og vind, går det stærkt med at tørre heden i bund.

- Det nytter ikke noget at brænde heden af, hvis man ikke brænder helt i bund på de store indlands lyngheder, hvor det primært er revling og gamle lyngplanter der skal afbrændes. Hvis det øverste jordlag ikke er tilstrækkeligt tørt, får man kun en overfladisk afbrænding, hvor de tykke stængler fra lyngplanten og mos står tilbage efter afbrændingen. Men det ser ud til, at forholdene snart er ved at være de rigtige, siger Hans Jensen.

I denne uge orventes det, at der skal sættes ild på Harrild Hede, Nørlund Plantage og Vind Hede. I bla. Vendsyssel er der stadig så meget vand, at det vil tage frem til 24-31 marts før de store afbrændinger kan komme i gang. Det drejer sig om blandt andet Tranum Plantage og Bunken.

 

Læs mere om hedeafbrænding