Flere danskere skal op på cyklen

07-11-2014

I 2013 satte Naturstyrelsen gang i et projekt, der skulle se på, hvordan vi kan gøre vores byer mere cykelvenlige. Nu er konklusionerne klar.

Cykel.jpg
Tohjulet. Danskerne er glade for at cykle, men langt flere skal vælge den tohjulede. Foto: Colourbox.

Dansk cyklisme er mere eller mindre verdensberømt, og byplanlæggere og forskere kommer fra metropoler som New York og London for at se på, hvordan vi har indrettet vores byer på en måde, så de tilgodeser cyklisterne.

Men hvad er så en rigtig cykelvenlig by? Det spørgsmål har Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet undersøgt for Naturstyrelsen i projektet ”Bystruktur og cyklisme”.

I projektet har universiteterne blandt andet haft til opgave at undersøge, hvordan en by optimalt set skal sammensættes, så der er en god balance mellem arbejdspladser, butiksliv, uddannelses- og daginstitutioner og boliger.

-Projektet viser blandt andet, at hvis man virkelig vil have flere til at tage cyklen frem for bilen, så skal boligen ikke ligge meget længere end 3-4 kilometer fra vores arbejdsplads, børnehave og andre servicetilbud. Det kan derfor godt betale sig for kommunerne at lave en velovervejet og veltilrettelagt byplanlægning, hvor byerne er tilpasset cyklisterne, siger kontorchef Holger Bisgaard.

Projektet har undersøgt bystrukturen i 80 danske byer, der alle har et indbyggertal på mindst 9.000 indbyggere.

15 procent af al transport sker på cykel

Rapporten viser, at det særligt er i de største byer, at danskerne springer op på cyklen. Og København, Odense og Frederiksberg kommuner ligger derfor helt i top, når man regner på hvor mange transportture, der foregår på cyklen.

Mens 20 procent af transportturene sker på cyklen i de førnævnte kommuner, så ligger landsgennemsnittet på omkring 15 procent.

-Undersøgelsen viser også, at i områder, hvor der langt til en større by, er der under 10 procent, der vælger cyklen frem for andre transportmidler. Og så har det naturligt nok også en vis betydning, om man er fra en by, der ligger i et bakket eller et mere jævnt terræn, siger Holger Bisgaard.

På baggrund af rapporten ”Bystruktur og cyklisme” har Dansk Arkitektur Center, DAC, lavet publikationen ”Den gode cykelby”, der formidler resultaterne fra universitetsrapporten og sammenholder med erfaringer fra lande som Tyskland og Norge.  

Læs mere på hjemmesiden og læs rapporten og publikationen

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.