Forskere løser mysteriet om damflagermusen

25-11-2014

Den sjældne damflagermus findes i en koloni på det østlige Lolland, men det præcise sted har indtil nu været et mysterium.

Damflagermus
Godt gemt. Den sjældne damflagermus har gemt sig godt, men nu er dens bo fundet. Foto: Guldborgsund Kommune

I flere år har man set damflagermusen flyver over vandene ved Guldborgsund i skumringen, men ingen har hidtil vidst, hvor den fløj hen, når solen stod op.

Men i sommers løste forskere fra Statens Naturhistoriske Museum i København gåden om damflagermusens tilholdssted.

Det viste sig, at den sjældne og truede flagermus skjulte sig på loftet i en gammel landejendom nær Nykøbing Falster.

- Det er stor sejr, at det lykkedes forskerne at pejle sig frem til damflagermusens skjulested med lytteudstyr. I Danmark er vi forpligtet til at beskytte damflagermusen, da den er opført som en særlig Bilag 4-art. Men hvis vi skal beskytte den ordentligt, kræver det selvfølgelig, at vi ved, hvor den lever. Nu ved vi, hvordan man lettest finder damflagermusene, og den viden kan vi bruge til at finde flagermus andre steder i landet, siger biolog Michael Borch Grell, Naturstyrelsen.

Den nye viden om damflagermusen kommer til at indgå i den lokale forvaltningsplan for damflagermusen, som Guldborgsund Kommune er ved at udarbejde.

Læs mere om damflagermusen i artsleksikonet

Afsløret med ultrasonisk lyd

Damflagermusens skjulested blev fundet ved hjælp af lytteudstyr, der opfanger de højfrekvente lyde, flagermusene udsender, når de flyver, og som vi mennesker ikke kan høre.

Ved at bruge flere lytteposter på én gang kunne forskerne pejle sig ind på flagermusenes opholdssted i landejendommen på Falster.

- På ejendommens loft har damflagermusene en ynglekoloni på mindst 40 individer, og ejeren er heldigvis ganske tryg ved at have flagermus på loftet. Samarbejdet med husejere og jordejere er ekstremt vigtigt, når man skal beskytte sjældne og truede dyr som damflagermusen, så det er utrolig positivt, at ejeren også er interesseret i at passe på flagermusene, siger projektleder Anita Pedersen fra Guldborgsund Kommune.

Guldborgsund Kommune har i samråd med villaens ejer valgt at holde stedet hemmeligt for at beskytte flagermusen.

Sjældne dyr får lokale forvaltningsplaner

Der laves i øjeblikket lokale forvaltningsplaner for i alt fire dyr rundt omkring i Danmark, der ligesom damflagermusen er beskyttet af det såkaldte EU-habitatdirektiv fra EU.

Guldborgssund Kommune laver udover forvaltningsplanen for damflagermusen også en lokal forvaltningsplan for løvfrøen. Jammerbugt Kommune arbejder med en lokal forvaltningsplan for strandtudsen, mens Varde Kommune bidrager til lokal forvaltning for birkemusen, som også kaldes hoppemusen.

De lokale forvaltningsplaner forventes at være klar i begyndelsen af 2015.

Læs den nationale forvaltningsplan for flagermus

Læs den nationale forvaltningsplan for birkemus

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.