Lad døde sæler ligge

15-10-2014

Naturstyrelsen opfordrer til, at man lader døde sæler langs danske strande ligge.

Afstand. Tidligere på året døde mange sæler ved Anholt, hvor billedet er taget. Nu skyller mange sæler op ved Vestkysten, og man bør ikke røre ved dem. Foto: Naturstyrelsen.

En influenzaepidemi har ramt de danske sæler.

Derfor kan gæster langs de vestjyske strande i efterårsferien opleve, at der skyller døde sæler op på land. Naturstyrelsen opfordrer til, at man lader sælerne ligge, da der kan være smittefare ved at røre dem.

Sygdommen ramte i sommer Anholt og Kattegat, og den har nu bredt sig til Nordsøen og Vestkysten.

Sælerne dør af bakterieinfektioner, når de bliver svækket af influenzaen, og hverken voksne, børn eller hunde bør komme i kontakt med de selvdøde dyr.

Bestand ikke i fare

Den danske sælbestand er ikke i fare som følge af sygdommen, som ikke må forveksles med sælpest, der tidligere har været hård ved de danske sæler.

Sygdommen rammer forskellige områder i bølger og varer cirka en uge, hvorefter den vil klinge af.

De fleste steder vil naturen tage sig af de døde sæler, og kun i særlige tilfælde vil Naturstyrelsen fjerne dem.

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.