Brosbøl: Kommuner får akut flygtningehjælp

21-04-2015

Folketinget vedtager i dag en ændring af planloven, der giver kommunerne mulighed for hurtigt at finde boliger til flygtninge.

Med en lovændring giver Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti i dag landets 98 kommuner mulighed for hurtigere at skaffe midlertidige boliger til flygtninge.

Kommunerne får øget mulighed for at give midlertidige dispensationer, så boliger kan indrettes i for eksempel overflødige erhvervsejendomme, tidligere plejehjem og skoler. Normalt tager det lang tid for kommunerne, hvis de vil lave ændringer i lokalplanen. Nu kan kommunerne give en midlertidig dispensation efter en høring på to uger eller derover.

- Kommunerne har et helt akut behov for at kunne skaffe midlertidige boliger til flygtninge, der får opholdstilladelse i Danmark. Der er tale om en helt ekstraordinær situation, som vi er nødt til at løse sammen med kommunerne. Derfor giver vi nu kommunerne mulighed for at skaffe midlertidige boliger til blandt andet syriske flygtninge, så de kan begynde at skabe et liv i Danmark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Verden oplever i øjeblikket den største flygtningestrøm siden 2. verdenskrig, hvilket har skabt en ekstraordinær og akut situation for danske kommuner. Mange flygtninge i Danmark kommer blandt andet fra det krigshærgede land Syrien, og dem har kommunerne pligt til at skaffe en bolig.

Ingen tvang over for kommunerne

Det er frivilligt for kommunerne, om de ønsker at gøre brug af lovændringen, der kan skaffe midlertidige boliger til de flygtninge, der bliver anvist til kommunerne.

- Det er helt op til kommunerne, om de vil bruge bestemmelserne eller følge de almindelige regler i planloven. I denne helt særlige situation skal de have muligheden for at kunne handle hurtigt. Den mulighed får de nu, siger Kirsten Brosbøl.

Miljøministeren forventer, at kommunerne tager hensyn til både flygtningene og kommunens øvrige borgere, når de beslutter, hvor de midlertidige boliger i kommunen skal placeres.