Biogasanlæg lugter bedre end rygtet

19-02-2015

Kun 25 procent af naboerne oplever lugtgener – og kun en gang om måneden.

Grønt. Biogasanlæggene producerer grøn energi. Her er det Lemvig Biogas. Foto fra www.lemvigbiogas.com.

Langt de fleste naboer til biogasanlæg føler sig ikke generet af lugten fra anlægget. Kun hver fjerde oplever lugtgener, men kun en gang om måneden. Derimod synes knap 2/3, at biogasanlæg er en gevinst for lokalområdet. Hver 10. nabo er generet af trafikken til og fra anlægget.

Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Naturstyrelsen.

Instituttet har spurgt 564 beboere, der bor inden for en kilometer fra et biogasanlæg, hvilke gener de oplever. Undersøgelsen omfatter 61 ud af landets 68 biogasanlæg.

-Det er selvfølgelig ærgerligt, at 25 procent oplever gener. Men det gælder for de fleste af dem, der oplever gener, at det kun er et problem cirka en gang om måneden, forår og sommer, siger fuldmægtig Svend Otto Ott fra Naturstyrelsens Biogasrejsehold.

Naturstyrelsen vil nu bruge undersøgelsen til at komme med bud på, hvordan man driver biogasanlæg uden at genere naboer. Blandt andet skal anbefalingerne bruges i forhold til planlægning af nye biogasanlæg.  

Læs rapporten her

Abonnér på nyheder

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.