Jægere skal tynde ud i Nordjyllands kronhjortebestand

05-01-2015

Øget jagt på krondyr i Rold Skov skal forhindre, at bestanden fortsætter med hastig vækst.

Jægerne i Rold Skov i Himmeland skruer i januar op for jagten på kronvildt. Sidste år blev der nedlagt cirka 200 krondyr, men i år skal jagtudbyttet øges med 50 procent, hvilket svarer til i alt 300 dyr. Målet er undgå nogle af de skader, krondyr kan forårsage på landbrugsafgrøder.

- Hvis ikke vi bringer antallet af krondyr ned med en øget jagt, så vil bestanden af krondyr fortsætte med at vokse. Det kan gå hårdt ud over landbruget, hvor man i nogle områder får raseret majs- ærte- og kløvermarker af de mange krondyr, fortæller vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen i Himmerland.

Det er primært hinder og kalve, der vil blive nedlagt, mens ældre hanner med gevirer skal gå fri, så de kan sikre sunde kalve de kommende år. Rold Skov har flere ejere, hvoraf de største er Nørlund Fonden, Villestrup Gods, Lindenborg Gods og Naturstyrelsen. Langt de fleste dyr forventes nedlagt i de private dele af Rold Skov.

Der lever i dag cirka 950 kronhjorte i Rold Skov, og bestanden vokser årligt med cirka 250 kalve. Skyder jægerne, som forventet, 300 krondyr, vil der være omkring 900 krondyr til næste januar, når årets forventede tilgang af nyfødte kalve tælles med. 

Læs mere om forvaltning af kronvildt

Læs mere om krondyr i artsleksikonet

Læs den digitale guide for Rold Skov