Urskovsbille fundet i Jægersborg Dyrehave

02-07-2015

Et af de mest sensationelle billefund i Danmark i nyere tid.

undefined
Sjældenhed. Urskovshvepsebuk fotograferet i Dyrehaven. Foto: Naturstyrelsen.

Lige før Sankt Hans gjorde en borger et opsigtsvækkende fund i Jægersborg Dyrehave nord for København. På en tyk egestamme så han en cirka to centimeter lang, sort bille med gule striber og følehorn. Nu var det ikke en hvem-som-helst borger, men en meget dygtig amatør-entomolog, som straks kunne konstatere, at han var stødt på en: urskovshvepsebuk.

Han var selv klar over, at fundet var sensationelt, for det er 140 år siden, at billen sidst var registreret i Danmark. Billen er derfor regnet for uddød. Ifølge Ph.d Philip Francis Thomsen fra Københavns Universitet er det et af de mest opsigtsvækkende fund i nyere tid.

- Fundet af urskovshvepsebukken er et tegn på, at skovnaturen er i balance, for urskovshvepsebukken er meget krævende. Den findes kun, hvor der er mange meget gamle træer og dødt ved på skovbunden. I Dyrehaven har urskovshvepsebukken perfekte livsbetingelser, siger naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen har nu fået kortlagt, hvor i Dyrehaven billen er – og vil passe ekstra på området – det vil sige lade de gamle træer være i fred. Men publikum må gerne kikke på dem – billerne er ikke sky. Men man må selvfølgelig ikke fjerne dem fra stedet.

På trods af sit hvepselignende udseende og navn er urskovshvepsebukken fuldstændig ufarlig. Den kan hverken stikke eller bide. 

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.