Skyd ikke GPS-mårhunde under bukkejagten

12-05-2015

Danske jægere på bukkejagt kan de kommende to måneder være med til at bekæmpe mårhunde, men skyd ikke de såkaldte Judasdyr.

1920imgp0259briankj_lhede.jpg
Jaget. Mårhunden er uønsket i den danske natur. Foto: Naturstyrelsen.

Mårhunde må reguleres året rundt, og jægere på årets bukkejagt må derfor hellere end gerne skyde mårhunde, hvis der opstår mulighed for det. Men skyd ikke mårhunde, der bærer halsbånd. Det er nemlig de såkaldte Judasdyr, som Naturstyrelsen i kampen mod den invasive art følger ved hjælp af GPS-sendere.

- Under bukkejagten de næste par måneder opfordrer vi jægerne til at kontakte Naturstyrelsen eller Danmarks Jægerforbunds mårhundereguleringsjægere, hvis de ser en mårhund. Uanset om jægeren skyder mårhunden eller blot ser den, vil vi gerne vide det, da det kan være med til at målrette bekæmpelsen, siger projektleder Marie Fangel Cleemann, Naturstyrelsen i Blåvandshuk, hvor indsatsen mod mårhund i Danmark koordineres.

Oplysninger om levende mårhunde er særligt nyttige i bekæmpelse af mårhund, fordi oplysningerne kan føre til fangst af andre mårhunde, hvis der for eksempel også kan findes en mage eller et kuld mårhundeunger i nærheden. Der findes i dag i alt 21 Judasdyr med GPS-halsbånd – 19 i Jylland og to på Fyn.

Hvis man ser eller skyder en mårhund, skal man ringe til Naturstyrelsens hotline for mårhund på tlf.: 5114 0114 eller henvende sig til en af Danmarks Jægerforbunds mårhundereguleringsjægere.

Fakta:

Den officielle jagttid på mårhund løber fra 1. september til 31. januar for alle jægere. Mårhund må derudover reguleres året rundt, som kan ske uden dispensation fra Naturstyrelsen.  

Regulering kan ske ved beskydning og ved fældefangst. Regulering med skydevåben må foretages fra 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang.

Mårhunde må reguleres fra skydetårne og platforme – også med haglgevær. Der må reguleres ved foderplads, og det er tilladt at anvende kunstigt lys til reguleringen.

Læs mere om mårhund i artsleksikonet

 

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.