Kom til informationsmøder om ulv

17-03-2015

I april måned afholder Naturstyrelsen fire informationsmøder om ulv forskellige steder i Jylland.

ulv.jpg
Fakta. Få styr på, hvad der er op og ned i ulvedebatten på informationsmøder om ulv. Foto: Colourbox.

Efter at have været udryddet i knapt 200 år er ulven vendt tilbage til Danmark, og derfor inviterer Naturstyrelsen til fire informationsmøder om ulv i Jylland i nogle af de områder, hvor der er set ulve, eller hvor ulven forventes at komme.

Det første møde finder sted mandag 20. april kl. 19.00-21.00 i Silkeborg Medborgerhus, hvor repræsentanter fra Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe, danske eksperter i ulv og Naturstyrelsen deltager.

-Formålet med informationsmøderne er at komme med en god portion fakta om ulv og forvaltningen af den og skabe et forum, hvor borgere, foreninger, organisationer og myndigheder kan komme i kontakt med hinanden og åbent diskutere, hvad der er op og ned i ulvedebatten, siger kontorchef Trine Fugmann fra Naturstyrelsen.

Kom i god tid til mødet

Der er planlagt i alt fire informationsmøder, og udover Silkeborg vil turen gå til Rødding, Brovst og Holstebro.

-Vi har inviteret både danske eksperter i ulv og Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe til møderne. Der vil være oplæg om ulves biologi og adfærdsmønster, og vi skal høre mere om, hvordan vi bedst muligt håndterer ulvens tilbagevenden til Danmark. Naturstyrelsens vildtkonsulenter vil desuden rådgive om, hvordan man bedst muligt beskytter sine husdyr, siger Trine Fugmann.

Møderne foregår i medborgerhuse og kursuscentre, og der er derfor et begrænset antal pladser, så det er en god idé at komme i god tid. Dørene åbnes 30 minutter før mødestart.

Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe består af Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Danmarks Jægerforbund, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Skovforening, Dansk Ornitologisk Forening og Naturstyrelsen.

Læs mere om informationsmøderne på Miljøstyrelsens ulveside

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.