Lys og løvtræer rykker ind plantagerne

20-03-2015

Naturstyrelsen vil forbedre oplevelsesmulighederne og naturen i de midtjyske hedeplantager.

1920urortskov.jpg
Olding. Der skal være flere gamle træer i de midtjyske statsskove. Foto: Naturstyrelsen.

Alheden Plantage, Nørlund Plantage, Feldborg Plantage – og de andre midtjyske statsskove - skal være mere varierede. Naturstyrelsen vil blandt andet plante eg og bøg, hvor grantræerne før voksede alene. Og så skal der værnes om de store gamle træer, så de kan blive levesteder for svampe, insekter og fugle.

Det foreslår Naturstyrelsen i en ny plan for statsskovene i Midtjylland frem til 2030, der er sendt i høring til 20. maj. Alle kan komme med forslag og kommentarer til planen.

- Staten fortsætter med at investere i de forholdsvis unge statsskove i Midt- og Vestjylland. Skovene udvikler sig i retning af mere robuste, naturrige og oplevelsesrige skove. Til glæde for danskere og dem, der besøger vores land, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsens i Midtjylland.

De varierede skove med flere løvtræer kan også langt bedre modstå en storm end de gamle granskove. Nye skovenge, skovgræsning og skovmoser skal fremover bidrage til at øge biodiversiteten i hedeplantagerne, fremgår det af udkastet til planen. 

Se planen her