Idrætspark vinder fornem pris

09-09-2015

Idræt og klimasikring følges ad i VANDPLUS-projektet, der har gjort Gladsaxe Kommune til Danmarks Friluftskommune 2015.

Vandland. Den bugtede park med plads til masser af regnvand. Foto: Gladsaxe Kommuen

Friluftsrådet har kåret Gladsaxe Kommune som Danmarks Friluftskommune 2015. Hæderen, der tilfalder kommunen, skyldes især det ombyggede Gladsaxe Sportscenter, hvor nyanlagte legepladser og tennis- og skaterbaner fremover skal fungere som gigantiske vandreservoirer i tilfælde af skybryd.

Klimasikringen af Gladsaxe Sportscenter er et såkaldt VANDPLUS-projekt, der blevet til i et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden, Realdania og Naturstyrelsen. Målet med de i alt fire VANDPLUS-projekter har været at vise, hvordan klimasikring kan gavne borgerne og give mere liv i byerne.

- Klimasikringen på Gladsaxe Sportscenter er et godt eksempel på, at klimasikring ikke behøver at være udformet som kedelige vandtekniske anlæg i mørke rør under jorden. Klimasikring kan booste friluftlivet, hvis man tænker innovativt, siger landskabsarkitekt Lone Ververs Jansson fra Naturstyrelsen.

Gladsaxe Sportscenter blev indviet 7. juni 2015. De tre øvrige VANDPLUS-projekter findes i Viborg, Solrød og på Frederiksberg.

Læs mere om VANDPLUS

Abonnér på nyheder

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.