Kongeørnes blodige kamp endte ulykkeligt

08-04-2016

Luftrummet over Nordjylland var torsdag skueplads for en dramatisk kamp mellem tre flyvende kæmper.

undefined
Ørnedrab. Ørneekspert Jan Tøttrup Nielsen fra DOF med den døde kongeørn. Foto: Jan Skriver.

En blodig slåskamp om det samme territorium ved Store Vildmose mellem fuldvoksne kongeørne endte i går med drab. Kampen opstod, da en fremmed kongeørn fløj ind i et område af mosen, hvor et andet kongeørnepar allerede havde bygget rede. Da den nye ørn ikke fortrak hurtigt nok, udviklede der sig en kamp på liv og død. 

- Kongeørne er kendte for at hævde deres territorium særdeles strengt, og specielt i yngletiden er det helt normalt, at ørnene kæmper hårdt indbyrdes. Det er dog alligevel usædvanligt, at de ligefrem kæmper til døden. I dette tilfælde fik det desværre en tragisk udgang for den ene ørn, siger skovrider Jesper Blom Hansen fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.

Ved 16-tiden kunne en af DOF’s ørneeksperter, Jan Tøttrup Nielsen, konstatere, at den fremmede ørn var dræbt med en klo gennem kraniet og flere læsioner på vinger og krop. Meget tyder på, at kongeørneparret begge deltog i kampen. Ørneparret ser ud til at være sluppet fra kampen uden alvorlige sår og kan fortsat opleves i området.

-Kongeørneparret i Store Vildmose har bygget rede et sted, hvor man med en almindelig kikkert kan opleve rovfuglene i passende afstand uden at genere dem. Kongeørne hævder deres territorium, men kommer mennesker for nær, vil de flygte. Bliv på vejen i god afstand fra ørnenes rede, siger skovrider Jesper Blom Hansen.

Hvis man vil opleve ørnene, kan man køre ind i området "Ørnefennerne" i Store Vildmose, som man kører til via Taffelgårdsvej eller Ørnefennevej. Det er vigtigt, at man bliver på vejen, da man ellers risikerer at forstyrre de sjældne og sky ørne. Fra vejen har man fint udsyn og gode chancer for at se ørnene jage eller sidde i toppen af nogle træerne i området.

I øjeblikket er der fire ynglende kongeørnepar i Danmark. De øvrige kongeørnepar yngler også alle i Nordjylland. Der er et par nord for Limfjorden og to par i Lille Vildmose i Himmerland. Det er første gang i nyere tid, der yngler kongeørne i Store Vildmose.

Læs mere om kongeørn i artsleksikonet

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.