Flere socialt udsatte skal have gavn af naturen

03-02-2016

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er klar med otte millioner kroner til sociale naturprojekter, der skal give udsatte og sårbare grupper bedre livskvalitet gennem gode frilufts- og naturoplevelser.

undefined
Aktivitet. Sejlads og friluftsliv kan få sårbare grupper ud i naturen. Foto: Colourbox.

I Holbæk skal udsatte familier kunne komme ud at sejle og lave mad i fællesskab. Og i Midtjylland får sårbare børn og børnefamilier nu mulighed for at komme tæt på naturen, hvor de kan styrke selvtilliden ved at prøve bueskydning eller træklatring. Det er bare nogle af tiltagene i ni konkrete projekter, der nu får en kapitalindsprøjtning af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Projekterne har det tilfælles, at de gennem naturen kan være med til at skabe bedre sundhed og selvtillid for socialt udsatte.

-Naturen byder på mange gode oplevelser, og et aktivt fritidsliv kan være med til at knytte stærke sociale bånd. De ni udvalgte projekter har alle fokus på nogle af de sårbare grupper, der sjældent bruger naturen. Dem vil vi gerne gøre en forskel for, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.  

Naturen som social løftestang

Forskning fra blandt andet Københavns Universitet viser, at socialt udsatte er mindre fysisk aktive, de færdes mindre i naturen og føler sig mere stressede end gennemsnitsbefolkningen. For eksempel besøger syv ud af 10 husstande med en indkomst over 800.000 kroner naturen flere end 11 gange årligt, mens det gør sig gældende for fire ud af 10 husstande med en indkomst på under 150.000 kroner.

- Vi ved, at naturen har en positiv indvirkning på familiers samvær og hjælper dem til at få et mere aktivt friluftsliv. Jeg håber, at vi kan få flere ud i naturen med projekterne, hvor erfarne foreninger, kommuner og forskere står klar med deres ekspertise, siger Eva Kjer Hansen.

Den sociale naturpulje har modtaget i alt 65 ansøgninger fra foreninger, kommuner og partnerskaber over det meste af Danmark. De ni udvalgte projekter tildeles hver mellem 400.000 kroner og to mio. kroner og forventes at blive iværksat i 2016.

De ni projekter, der modtager tilskud:

1. På rette kurs, Holbæk Kommune.
2. Naturen som social løftestang – udsatte borgere i Midtjylland, kommunerne Ikast-Brande, Hedensted og Holstebro.
3. Jump 4 Nature, Sorø Kommune.
4. Bevægelseslaboratoriet, Københavns Universitet.
5. Multisti, Kolding Kommune.
6. Junior friluftsguide: Mesterlæring og livsmestring med naturen som virkelighed, Hjørring Kommune og foreningen Yxengaard.
7. My Naturehood, Boligforeningen VIBO (Nivå nu).
8. KOM UD – netværk for de ’enestående’ unge, DSI Hedehuset.
9. Friluftsliv for krigsveteraner, Københavns Universitet.

Læs mere om de ni projekter

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Yderligere oplysninger:

Lillan Clemmensen

Pressesekretær
Miljø- og Fødevareministeriet, departementet

Ulrik Schack

Konst. kontorchef
Naturstyrelsen