Storslået vandfald af is smykker Ekkodalen

05-01-2016

Det hårde vintervejr har glaseret en af Bornholms store turistattraktioner.

Skønhed. "Isvandfaldet" i Ekkodalen er blevet lidt af et tilløbsstykke. Foto: Naturstyrelsen.

Lige nu kan man opleve et spektakulært isvandfald i Ekkodalen midt på Bornholm. Dalens 20 meter høje, lodrette klipper er blevet et kunstværk af  is og istapper. Store mængder vand, der før fossede ud over Ekkodalens sider, er pludseligt frosset til på grund af vintervejret.

- Jeg har aldrig oplevet så spektakulære og storslåede isformationer i Ekkodalen før. Den pludselige frost har frosset vandet, der før plaskede ned over Ekkodalens klipper, så det nu ligner et stivnet vandfald, siger naturvejleder Michael Stoltze fra Naturstyrelsen på Bornholm.

Vandet, der siver ud over Ekkodalen, kommer fra Almindingens højtliggende tågeskove omkring Rytterknægten, der er kendt for at indfange meget regn. Vil man opleve de frosne vandfald, er der kun omkring 100 meter fra Ekkodalens parkeringsplads ned til "isfaldet".

Læs mere i den digitale guide for Almindingen

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.