Det hitter at holde sommerferie i naturen

01-07-2016

Over 45.000 danskere har allerede planlagt at overnatte på en af Miljø- og Fødevareministeriets store lejrpladser i sommerferien. I år er der åbnet for, at man kan slå telt op i 25 nye skove, så der er fortsat plads til masser af sommergæster i statens skove.

Bålstemning. Der er liv på lejrpladserne i skovene. Foto: Kyle Van Horn, Flickr.

Danskerne har fået smag for at holde sommerferie under åben himmel. Nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at 45.000 personer allerede har booket gratis overnatning i sommerferien på en de 150 store lejrpladser med shelters og bålpladser i Miljø- og Fødevareministeriets skove. I samme periode sidste år var der til sammenligning 24.600 overnatninger.

-Jeg kan ikke garantere solskin alle dage, men jeg tør godt love, at naturen byder på masser af oplevelser i sommerferien uanset vejret. Det kan være alt lige fra at hoppe i en af de mange badesøer til at tage turen ad den knap 600 km lange cykelrute langs Vesterhavet. Og når dagen er omme, er der rekordmange muligheder for at overnatte under åben himmel i Naturstyrelsens skove, hvor Miljø- og Fødevareministeriet i år har åbnet op for, at man kan slå sit eget telt op i 25 nye skove,” siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Det er fortsat mange ledige pladser på de store lejrpladser, og derudover er der mange andre overnatningsmuligheder i naturen. For Miljø- og Fødevareministeriets skove rummer også adskillige mindre lejrpladser og shelters, hvor alle må overnatte efter først-til-mølle-princippet. Derudover kan man nu, hvor ordningen med fri teltning er blevet udvidet, slå sit eget telt op for en enkelt nat i over 200 skove.

Læs  mere om overnating i naturen på www.nst.dk/overnat     

Naturpakke giver flere friluftsfaciliteter

For at sikre endnu flere oplevelser i det fri til de naturhungrende danskere er der som en del af regeringens Naturpakke afsat midler til bedre natur og flere friluftsfaciliteter.

- Naturen er ikke kun et hit i sommerferien. Hvert år er der mere end 110 millioner besøg af voksne danskere i naturen, hvilket er mere end 10 gange så mange som samtlige besøg på danske museer. Jeg ser gerne, at det tal vokser sig endnu større, og derforvil vi med Naturpakken skabe flere tilbud og bedre natur til danskerne,” siger Esben Lunde Larsen.

På Naturstyrelsens hjemmeside [LINK nst.dk] er der hjælp at hente til sommerferie-planlægningen, hvis turen går ud i naturen.

Fakta: Her kan du overnatte i Miljø- og Fødevareministeriets skove

- Du kan frit sove i sovepose i skovbunden uden at skulle have tilladelse.

- Du kan frit telte i 201 skove uden at skulle have tilladelse. Teltene skal dog bl.a. være uden for synsvidde af drifts- og beboelsesbygninger, herunder for eksempel naboer og campingpladser, samt bilveje.

- Du kan frit telte på omkring 250 ”Små lejrpladser”. Disse pladser er rettet mod en familie på op til 7-8 personer. På en mindre del af disse pladser er der også shelters.

- Større grupper kan, når de på forhånd har booket, frit telte på omkring 150 ”Store lejrpladser”. Pladserne har typisk flere shelters, bålplads og andre faciliteter med god plads til for eksempel skoler, foreninger, børneinstitutioner og organisationer, men pladserne bliver også brugt af familier og andre større grupper.

Find overnatningssteder i naturen på www.udinaturen.dk.

 

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Yderligere oplysninger

Lars Bendix Poulsen

Specialkonsulent
Naturstyrelsen