Testcenter får kæmpe skovbryn

26-05-2016

Området ved det nationale testcenter for vindmøller i Østerild huser i fremtiden et af Danmarks længste skovbryn.

undefined
Særsyn. Traner fotograferet nær testcenterets megamøller i Thy. Foto: Klaus Gottfredsen.

Et næsten tre kilometer langt skovbryn med mere end 40.000 træer og buske er netop blevet plantet ved Østerild i Thy. Skovbrynet overgås i størrelse kun af de allerstørste statslige skovrejsningsprojekter og vil med tiden tiltrække massevis af insekter, fugle og hjorte.

Allerede i dag – længe inden skovbrynet er vokset til - kan man få store naturoplevelser. Havørne og traner er nogle af de dyr, man kan være heldig at se fra områdets tre udsigtstårne. Der er også gode muligheder for at opleve krondyr, da nye begrænsninger på jagten, har gjort hjortevildtet mindre sky.

- Krondyrene har fundet ud af, at der er masser af fred og ro på den fremspirende klithede. De bliver derfor mere ude i det åbne i stedet for at søge skjul mellem træerne. Det giver fremragende muligheder for at iagttage de store hjortedyr især i morgengryet og i skumringen,
siger forstfuldmægtig Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen i Thy.

Når yngletiden er overstået, går Naturstyrelsen desuden i gang med at grave de sidste fem af i alt 50 nye vandhuller, som vil være til stor gavn for eksempelvis guldsmede, salamandere, frøer og flagermus. Samtidig nedlægges kilometervis af grøfter i naturområdet for at genskabe den oprindelige våde klithede.

undefinedUendeligt. Det nye skovbryn med ganske små buske strækker sig så langt øjet rækker. Foto: Naturstyrelsen.

Genskabelsen af den oprindelige klithede ved Østerild blev sat i gang i 2010 i forbindelse med etableringen af det nationale testcenter for vindmøller i Østerild. Naturgenopretningen forventes endeligt afsluttet i 2018.

Læs naturguiden for Østerild

 

Nyhedsbrev

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.