Rubjerg Knude Fyr er indviet

19-03-2016

Nu er der igen mulighed for at opleve en af Danmarks mest spektakulære udsigter fra toppen af det smukke fyrtårn.

Mandag 21. april blev det igen muligt at bestige Rubjerg Knude Fyr ved Lønstrup vest for Hjørring. Det er første gang i mere end ti år, at dørene er blevet slået op.

I en årrække har det ikke været muligt at komme op i fyret, men med en ny, specialdesignet og ”gennemsigtig” trappe kan man igen nyde udsigten 80 meter over havets overflade og kigge ud over Vesterhavet og det smukke klitlandskab. Inde i selve fyrtårnet kaster et kalejdoskop spændende lyseffekter rundt på væggene.

Rubjerg Knude Fyr er et af 10 ”Steder i landskabet”-projekter, som Realdania er i gang med at gennemføre i samarbejde med Naturstyrelsen. Formålet med projekterne er at skabe bedre adgang til nogle af de helt unikke steder, der findes i det danske landskab.

Fyret ved Lønstrup blev bygget i år 1900, men blev taget ud af drift i 1968, da klitten voksede op over fyret. Sidenhen er klitten vandret forbi fyret og ind i landet, hvilket har givet fyret en helt særlig position tæt ved kanten af klinten.

Projektet Rubjerg Knude Fyr er udviklet af arkitektfirmaerne BESSARDs' STUDIO & JAJA ARCHITECTS. Projektet er finansieret af Realdania, Hjørring Kommune og ENV-fonden. Naturstyrelsen er bygherre og står for tilsynet med fyret.

Rubjerg Knude Fyr er åbent for besøgende døgnet rundt alle årets dage, og det er gratis at besøge fyret og opleve udsigten. På Naturstyrelsen hjemmeside kan man læse mere om de andre ”Steder i landskabet”-projekter, hvoraf to af dem allerede er klar til besøgende.

Læs om Kalø Slotsruin

Læs om diatomeerne på Fur