Danmarkspremiere: Følg fiskeørnens rede live

06-04-2017

Fiskeørnens liv i Gribskov kan nu følges direkte på Naturstyrelsens hjemmeside.

Følg fiskeørnereden live her: www.nst.dk/fiskeoern

Siden 2011 har et fiskeørnepar haft en rede i et højt grantræ i Gribskov. Fiskeørne er yderst sjældne i Danmark, og parret i Gribskov er netop vendt hjem til reden efter at have tilbragt vinteren sydpå. Alle kan nu følge livet i reden, der er placeret i 30 meters højde med frit udsyn til alle sider. Et webkamera sender live fra reden på Naturstyrelsens hjemmeside.

- Parret er allerede i fuld gang med at indrette sig i deres rede, og siden de kom til Gribskov for seks år siden, har de ynglet med succes flere gange. Vi håber, at det i år også bliver muligt at følge, at der kommer unger på vingerne, siger skovrider Jens Bjerregaard Christensen.

 Det er første gang, at der herhjemme bliver sendt liveoptagelser fra en fiskeørnerede. På Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside kan man følge en havørnerede samt en fiskehejrerede. Flere andre lande  sender også live fra fiskeørnereder.

- Der lever kun få fiskeørne i Danmark, ogvi kan lære en masse ved at kunne følge med i ørnenes liv på helt tæt hold. Det har ikke været muligt før, for fiskeørnen er meget sky. Derfor er området, hvor fiskeørnene yngler, lukket for offentlighedens færdsel i perioden fra april til september, siger Jens Bjerregaard Christensen.

Fiskeørn var i slutningen af 1800-tallet almindeligt forekommende i Danmark, dog primært i den østlige del. Herfra forsvandt den i 1916. Indtil 1998 har der kun været få dokumenterede redefund i Danmark, og bestanden tæller ifølge Miljøstyrelsen på nuværende tidspunkt under 10 par.

Webkameraet er opsat i dette forår og er stadig under indkøring. Der kan derfor opleves udfald. Vi arbejder løbende på at forbedre kvaliteten.

 Læs mere om fiskeørnen i Miljøstyrelsens artsleksikon.