Gammel vandmølle genopstår som naturcenter

28-04-2017

Friluftslivet har fået et nyt knudepunkt ved Tystrup Sø på Vestsjælland. Her kan man blandt andet begive sig ud på otte nye temaruter igennem tunneldal og stejle bakker

Den over 800 år gamle Kongskilde Vandmølle har gennemgået en større renovering og er nu klar til at byde alle velkomne indenfor - og ikke mindst udenfor.

Kongskilde ligger midt i Tystrup-Bavelse, der er Sjællands svar på Silkeborgsøerne med stejle bakker, tætte skove, dybe søer og en stor å, der løber gennem en 15.000 år gammel dal. På det nye naturcenter kan man nu få et overblik over det varierede terræn inden eller efter, man begiver sig ud i det. Ligesom man kan få inspiration til temature, mad i naturen, fiskeri og overnatning i det fri.

- Området er fantastisk at bevæge sig rundt i og gemmer på mange herlige naturoplevelser og gode historier. Den nye udstilling er bygget op omkring otte temaer, der tager dig hele vejen rundt om Kongskildes spændende natur, og historierne stopper ikke bare ved centerets dørtrin. De fortsætter ude på de i alt otte temaruter på 1-5 kilometer, hvor man kan opleve de historier, vi præsenterer, siger projektmedarbejder Elly Andersen, Naturstyrelsen Storstrøm.

Forfølg et tema til fods

Et af temaerne er fortællingen om landskabet ved Tystrup Sø. De stejle bakker opstod, da en isstrøm som en gigantisk bulldozer skubbede jordbunden foran sig for omkring 22.000 år siden.  Omkring 5.000 år senere kom en ny isstrøm fra sydøst. Under den løb en buldrende smeltevandsflod, som gravede en dyb fure ned i underlaget. Da isen forsvandt, lå furen tilbage som en dal med Tystrup Sø, der i dag er 23 meter på det dybeste sted.


Det nye Kongskilde Naturcenter er blevet til på baggrund af midler fra regeringens Naturpakke og åbner for offentligheden søndag den 30. april 2017 kl. 13.

Læs mere om området omkring Tystrup-Bavelse. 

 

undefined