Styrk din teknik på mountainbike

21-06-2017

Nu kan du træne sikkerhed i form af sving, hop og balance på et nyt MTB-teknikområde i Rold Skov. Området indvies søndag den 25. juni 2017, hvor man også kan afprøve ruterne.

Rold Skov er med sine næsten 50 kilometer spor et af landets mest populære udflugtsmål for mountainbikeryttere. Nu har området fået endnu en attraktion i form af et nyt teknikområde, hvor både nybegyndere og øvede kan pudse formen og sikkerheden af.

Teknikområdet indeholder stort set alle de tekniske udfordringer, man møder på en ”rigtig” mountainbikerute i skoven. Der er små og store sving, små og store ”drops”, rødder og træstammer man skal over, små ”step ups”, opkørsler, balancebomme og ”slalomkegler”.

- Teknikområdet er lavet, så alle kan træne og forbedre deres teknik på mountainbike og er dermed også en vigtig brik i at forbedre sikkerheden indenfor mountainbikesporten, siger Leif Lyngsø, skovfoged i Naturstyrelsen, der har etableret teknikområdet i samarbejde med en række frivillige i Rold Skov MTB Laug.

I området er der også lavet nogle korte ruter på under to kilometer med forskellig sværhedsgrader, så man også kan træne teknik på et ”rigtigt” mountainbikespor ved siden af. Rold Skov byder desuden på to MTB-ruter med forskellige sværhedsgrader samt en ekstrem svær downhillbane for de meget øvede. 

Kom og prøv det nye område
Søndag den 25. juni kl. 11-13 kan alle prøve det nye MTB-teknikområde i Rold Skov. Til den officielle indvielse vil instruktører fra Rold Skov Mountainbike Klub vise rundt i det nye område og give tips og tricks til øvelser og tekniktræning på mountainbike. Det er gratis at deltage. Husk egen cykel og cykelhjelm.

Sted: Teknikområdet ligger i Brændeskoven lige ved den store bålhytte syd for Skørping Skole. Følg skiltene fra Skørping Hallens parkeringsplads.


Læs mere om de øvrige tilbud til mountainbikeryttere i hele landet: www.10spir.dk. Her kan du også finde videoer med gode råd til teknik og sikkerhed.

 

Leif Kogsgård Lyngsø

Skovfoged
Himmerland