Naturen er et skatkammer af julegrønt

29-11-2018

Det er snart december, og julen står for døren. Det betyder også, at hjemmet skal pyntes op med julegrønt. Og der er rig mulighed for at tage hue og vanter på, gå i skoven og finde det selv.

På Naturstyrelsens arealer kan du finde alt, du skal bruge til at bringe julehyggen ind i stuen, når der skal pyntes op eller laves dekorationer. Vores naturvejleder Jan Kjærgaard giver her sit bud på en række ting, du kan finde rundt om i naturen og skovene netop nu.

- Det helt klassiske er mos og kogler. Men der findes også andre sjove og søde ting derude, man kan bruge til sine juledekorationer, for eksempel bær, kviste og blade. Det handler bare om at være lidt kreativ, når man vil lave julepynt fra naturen, siger Jan Kjærgaard.   

Når du bevæger dig ud i skoven i din søgen efter julepynt fra naturen, er der dog en række simple regler, du skal overholde.

- En grundregel er, at man må samle i rimeligt omfang og til eget forbrug. Vi siger gerne, at du må samle, hvad der svarer til en posefuld. Jeg kan dog anbefale, at man tager sin kurv under armen, så man ikke ødelægger de fine ting, man har samlet, siger Jan Kjærgaard.

Tre kreative juleting, du kan lave med grønt fra naturen:

  • Kogler og mos: Findes rundt omkring i nåleskove, hvor de store træer smider deres kogler. Når koglerne tørres, vil de åbne sig og kommet til at ligne pindsvin. Vil man undgå dette, kan de pakkes stramt ind i gazebind eller lignende. På den måde får man en fin, glat kogle, som kan bruges i adventskransen eller juledekorationen.
  • Løv og blade: Har man lyst til at lave sit eget julekort, kan man gå på jagt efter bregneblade i skovbunden. Bladene er stadig grønne og har den helt særlige egenskab, at de kommer til at ligne et juletræ, når de lægges i pres. Det gøres nemt ved at lægge bladet på et stykke karton, dække det med husholdningsfilm og finde en stak gamle bøger at lægge ovenpå. Når bladet er tørret, er det bare at finde farveblyanterne og kreativiteten frem, og så har du din egen unikke julehilsen.
  • Grene og kviste: En klassiker er at snitte trænisser ud af grene og kviste. Skær en frisk gren på størrelse med en tommelfinger af f.eks. et ahorntræ. I den ene ende saves grene så skråt som muligt, så man ender op på en oval overflade. Herpå kan du med tusch male nissens ansigt og ikke mindst nissehuen. Er du lidt ekstra kreativ kan du bruge lidt vat som skæg. I den anden ende skæres grenen, så nissen står helt fladt. Har nissen problemer med at holde sig oprejst, kan man lime en mønt eller spændeskive på bunden som fod.

Regler for indsamling af julepynt i naturen:

  • Du må gerne indsamle i statens skove og naturområder.  Du kan kende statens skove på de røde pæle med Miljø- og Fødevareministeriets logo ved indgangene til skovene. I private skove gælder der andre regler.
  • På statens arealer må du samle grene, kviste, kogler, mos og løv, der ligger på skovbunden til privat brug, dvs. højst en bæreposefuld.                
  • Du må gerne klippe grene af væltede træer - både løv og nål. Det gælder dog ikke i bevoksninger, hvor der laves pyntegrønt (gran og lignede til julepynt). Her må man hverken indsamle eller klippe grene og kviste

Se mere om, hvad man må samle i naturen.