Tyttebærweekend: Her åbner skovvejene for bilkørsel

Det er højsæson for tyttebær. For at give flere muligheden for at plukke tyttebær, årets sidste lyngbuket eller nyde de åbne landskaber, åbnes skovveje ekstraordinært for bilkørsel.

Her er skovvejene åbnet for bilkørsel i tyttebærweekenden. Kort: Naturstyrelsen

Slutningen af august er højsæson for tyttebærplukning. For mange i Midt- og Vestjylland er det en tradition at tage på ”tyttebærweekend” og i år er ingen undtagelse for at holde traditionen i hævd.

Naturstyrelsen Søhøjlandet og Vestjylland åbner nemlig en række større, statsejede heder og plantager for bilkørsel i kommende weekend i august, så man kan køre ind til områder med tyttebær.

Lørdag den 24. august og søndag den 25. august vil det derfor være tilladt at køre fra solopgang til solnedgang ad grusveje i Kompedal Plantage, Gludsted Plantage og Nørlund Plantage med Harrild Hede samt i alle Naturstyrelsens vestjyske plantager, som fremgår på kortet.

De største områder med tyttebær findes på hederne i Nørlund Plantage, Grathe Hede i Kompedal Plantage og Isenbjerg i Gludsted Plantage. I det vestjyske kan Fladhøj Hede i Klosterheden og Sdr. Vosborg Hede vest for Stråsø Plantage og Blåbjerg Hede mellem Råsted og Vind med fordel besøges.

- Det er ikke blot muligheden for et plukke bær, der er attraktiv. Lyngen blomstrer og måske kan man få et glimt af områdernes rovfugle, rådyr og krondyr. Ved at åbne skovveje for en weekend, får personer, der er dårligt gående også adgang til den smukke natur i sensommeren, siger skovrider Poul Ravnsbæk, Naturstyrelsen Vestjylland.

En køretur i de store naturområder giver en unik mulighed for at se mange smukke steder, hvor der sjældent kommer folk, fordi det normalt ikke er tilladt at køre dertil i bil.

Naturstyrelsen Søhøjlandet kan udover åbne skovveje også tilbyde en masse aktiviteter for hele familien, når Harrild Hede Dagen afholdes søndag den 25. august kl. 10- 14 ved Naturcenter Harrild Hede.

Vær opmærksom på brandfaren når du færdes i den vest – og midtjyske natur. Tørt græs og en varm katalysator kan være en uheldig blanding.

Yderligere oplysninger:

Jens Henrik Jakobsen, Naturstyrelsen Vestjylland, 72 54 36 63/20 31 11 80, jhj@nst.dk
Torben Bøgeskov, Naturvejleder Søhøjlandet, 20 13 78 90, tob@nst.dk