Rekord: Skarnbasser stortrives i Rebild Bakker

23-05-2019

Med en forårsbestand på 500-1.000 stk. af den sjældne sorte bille, trehornet skarnbasse, er rekordmange registreret i Rebild Bakker.

Rebild Bakkers sandede smeltevandskløfter beklædt med lyng og enebær er et yndet udflugtsmål. Men Rebild Bakker er mere end et flot landskab med meget natur. Bakkerne udgør også en af de få og nordligste bastioner for den trehornede skarnbasse, der også bærer navnet Typhaeus typhoeus. Trehornet skarnbasse er en rødlisteart og er vurderet som sjælden i Danmark.

- Normalt observerer man kun enkelte individer, men vi kan nu konstatere, at den sjældne bille stortrives i Rebild Bakker, da vi har registreret en usædvanlig og rekordstor mængde af dem. Vurderet ud fra deres ynglebiologi og antal ynglegange er der skønnet en forårsbestand af voksne biller på mellem 500-1.000. Det er et antal og koncentration, der mig bekendt ikke et set andre steder end i Rebild Bakker i nyere tid, siger skovrider Bendt Egede Andersen.

Den største trussel mod den sjældne bille er tilbagegangen af levesteder. Dette skyldes opdyrkning, tilplantning og tilgroning og færre hedearealer med græssende dyr. Rebild Bakker blev skænket til den danske stat tilbage i 1912 og forvaltes i dag af Naturstyrelsen. Naturforvaltningen af Rebild Bakker, der er et Natura 2000-område, består i dag overvejende af ekstensiv græsning med får og geder, og kreaturafgræsning på overdrevsarealet nord for bakkerne. Derudover bruges andre forvaltningsværkstøjer som supplement i form af foryngelse af gammel lyng ved pletvis afbrænding, rydning af træopvækst og slåning af ørnebregner.

Der har siden 1996 løbende været registeret enkelte fund af den trehornede skarnbasse i Rebild Bakker med års mellemrum. Ved Naturstyrelsens mere systematiske gennemgang her i foråret 2019 blev der på udvalgte steder fundet eksemplarer og nygravede ynglegange i et overraskende stort antal.

Den høje aktivitet findes primært på nogle flade, sandede og solopvarmede steder med kort vegetation, hvor fårene og gederne ynder at opholde sig, herunder arealer hvor lyngen er forynget ved afbrænding inden for de seneste år. Her triller billerne primært om natten afsted med de efterladte gødningskugler til deres forrådskamre, hvor de og deres afkom æder af dem.  

Det er først i efteråret, at billerne kommer op af deres huller, hvor de går i gang med at fede sig selv op, og efterfølgende finde sig en mage. Som den eneste art i skarnbassefamilien samarbejder de trehornede skarnbassepar om det helt store "husprojekt". Hunnen graver op til en meter lang gang ned i sandet, hvor hun lægger æg i små afsatser i gangen, og det er hannens arbejde at skaffe gødningskugler til boet og ynglekamrene. Indgangen kan om foråret tydeligt ses som små "muldvarpeskud" med et hul i, og ved en mild vinter kan disse allerede ses i slutningen af vinteren. De voksne biller dør engang hen mod sommeren, når alle æggene er lagt, og gangene er lukket af med gødning og sand. Efter mindst et år har larverne ædt sig igennem madpakken og forpupper sig, og kommer så frem som nye biller, og artens livscyklus starter forfra.

Ved Naturstyrelsens gennemgang i år er billen også fundet på en helt ny lokalitet i Rold Skov med gedegræsning, og der er også fundet andre rødlistede biller og edderkopper, som ikke er registreret før i Rebild Bakker, blandt andet hedemøgbillen og dværgninjaen.

 

Yderligere oplysninger:

Skovrider Bendt Egede Andersen, Naturstyrelsen Himmerland tlf. 72543907 og 20668229,

Praktikant Birk Fogde Ørnskov, Naturstyrelsen Himmerland tlf. 25670667,