Naturstyrelsen øger ikke antallet af bistader i Thy

20-03-2019

På baggrund af forskningsmæssig rådgivning ønsker Naturstyrelsen ikke at øge antallet af stadepladser i de statslige naturområder i Thy.

Der er en stigende interesse for at sætte bistader op i de statslige naturområder i Thy, hvor der gennem mange år har været udlejet stadepladser til private biavlere. Samtidig har der været rejst tvivl om, hvorvidt holdte honningbier udgør en fare for vilde bier. På den baggrund ønsker Naturstyrelsen ikke at øge antallet af stadepladser i Thy, og for at fordele pladserne så retfærdigt som muligt, skal der som forsøg nu trækkes lod om nogle af pladserne.

”Bekymringen om, hvorvidt honningbierne udgør en trussel for vilde bier, har selvfølgelig fået os til at se på vores praksis. Vi har i den forbindelse forholdt os til den seneste officielle rådgivning fra Aarhus Universitet forud for beslutningen om fortsat at udleje stadepladserne, og vi har besluttet ikke at imødekomme den stigende efterspørgsel. Samtidig følger vi den faglige udvikling for området tæt,” siger skovrider Ditte Svendsen fra Naturstyrelsen i Thy.

Aarhus Universitet har i et notat fra april 2018 vurderet, at de danske honningbier i deres nuværende tæthed og fordeling ikke skulle udgøre en generel fare for vilde bier i Danmark, men at konkurrence mellem vilde bier og honningbier må forventes at kunne forekomme lokalt i Danmark.

På den baggrund vurderer Naturstyrelsen, at der ikke skal ændres på den nuværende praksis, og derfor bliver der ikke udlejet flere stadepladser end i dag. Derudover udfaser Naturstyrelsen helt bistader i Hanstholmreservatet i Thy for at stille det til rådighed for et nyt forskningsprojekt om bier.  

”Vi lejer stadepladser ud, fordi der lokalt er et rigtig stort ønske om at kunne producere honning særligt fra lyngområderne i Thy. Men vi gør det kun i et omfang, der kan forenes med hensynet til vilde bier. Organisationen Verdens Skove har rejst debat om vores praksis, og på den baggrund må vi konstatere, at vi ikke har været dygtige nok til at fortælle om vores faglige overvejelser og vores nuværende praksis. Derfor vil vi nu gå i dialog med Verdens Skove, og ønsker de at bidrage til kortlægning af vilde bier i felten, er de meget velkomne,” siger Ditte Svendsen. 

Naturstyrelsen trækker lod blandt buddene på fredag. Alle tilbud, der lever op til kravene i udbuddet, vil komme i betragtning. Efterfølgende vil Naturstyrelsen evaluere forsøget med at fordele stadepladser på baggrund af lodtrækning med henblik på at vurdere, om det er en metode, der fortsat skal anvendes på steder med større efterspørgsel end udbud.

Yderligere information:

Skovrider Ditte Svendsen
Naturstyrelsen Thy
Tlf. +45 2222 1670
E-mail: