Kvæg skal pleje naturen i Kongskilde hele året rundt

Blomster og urter får plads til at gro, når Naturstyrelsen indhegner et 80 hektar stort statsligt naturområde ved Tystrup Sø på Midtsjælland. Samtidigt bliver levemulighederne for den sjældne hasselmus forbedret.

Nu får naturen endnu bedre vilkår i det bakkede landskab ved Tystrup Sø midt på Sjælland. Her skal kvæg snart græsse året rundt i området Kongskilde omgivet af skov, vand og åbent land i en 80 hektar stor indhegning.

Naturen får mere plads, når der kommer en stor sammenhængende græsning. Kvægets græsning betyder, at området ikke springer i skov og der bliver derfor god plads til en lang række blomster og urter, som også vil tiltrække insekter. Selvom vi laver indhegning, vil der være fuld offentlig adgang til det nye naturområde i Kongskilde som i alle de øvrige statslige naturområder, siger Claus Jespersen, skovrider i Naturstyrelsen.

Kvæget skal også være med til at skabe dynamik i skovbunden og give plads til krat og varierede overgange mellem skov og den lysåbne natur.

Del af langsigtet plan
Naturstyrelsen har siden overtagelsen af Kongskilde-området arbejdet løbende med at udvikle naturen.

- Nu går vi skridtet videre for at tage yderligere hensyn til biodiversiteten og de sjældne arter der er i området med den store indhegning til helårsgræssende kvæg. Det sker som en del af vores langsigtede planlægning, hvor vi flere steder arbejder frem mod at få flere græsningsskove og dermed mere lysåben natur, siger Claus Jespersen.

Området ligger lige nu hen som permanent græs i en blanding af græsning og slæt. Fra 2021 vil man opleve kvæg om vinteren, men allerede i sommeren 2020 vil besøgende blive mødt af en større indhegning.

Kongskildes nye beboer
Foruden nye sammenhængende indhegninger til helårsgræssende dyr, laver Naturstyrelsen sideløbende en række tiltag for en ny eksklusiv tilflytter i Kongskilde.

Tidligere i 2019 blev der nemlig fundet hasselmus i området. Hasselmus er sjælden, og Danmarks eneste syvsover. Den lille gnaver foretrækker at klatre fra gren til gren. Derfor planter Naturstyrelsen fire forskellige trægrupper for at bryde de store flader uden bevoksninger og skabe mere variation i landskabet.
De hjemmehørende træer som røn, hassel, hunderose og benved er valgt for deres bær og blomster, og plantningen sker i et samarbejde med en lokal hasselmusgruppe og den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis man har lyst til at deltage i plantningen, er man velkommen den 8. december kl 10.00 ved p-pladen på Kongskilde Naturcenter (Skælskørvej 34, 4180 Sorø).

Naturstyrelsen laver langsigtede driftsplaner for alle sine arealer. Driftsplanerne beskriver, hvordan styrelsens skove og naturarealer skal drives og plejes, og de har dermed betydning for både friluftsliv og natur.

Læs hele driftsplanen for udviklingen af Storstrøms arealer inkl. Kongskilde. 

Hent inspiration til ture ud i landskabet i områdets naturguide 

 

Yderligere info: 

Ida Olsen Marquardtsen
Skovfoged
Naturstyrelsen
idaom@nst.dk
+45 72 54 32 24
+45 22 49 65 88