Er du nummer 100 på de 10 Spir?

De 10 bedste mountainbikeruter i statens naturområder ligger klar derude. Gennemfør alle 10 spir og bliv en del af Naturstyrelsens Hall of Fame.

Det kræver gode ben og en vis stædighed at gennemføre de 10 Spir, som er Naturstyrelsens eget bud på de ti bedste mountainbikespor i Danmark på statens naturområder.

Indtil videre har 96 mountainbikeryttere tilbagelagt alle spir fra Bornholms klipper til Vestkystens klitter og dermed opnået en fornem plads i Naturstyrelsens Hall of Fame.

Hvem bliver nr. 100 på listen – er det dig?

- Vi vil gerne have endnu flere danskere ud i vores fælles natur, og her spiller gode mountainbikespor en rolle. Siden vi lancerede de 10 Spir for snart otte år siden har både nye og garvede mountainbikeryttere taget udfordringen op og tilbagelagt alle ruter på tværs af landet – stor respekt til dem.  De 10 Spir går igennem nogle af Danmarks mest spektakulære landskaber, og sporene er med til at sikre, at trafikken koncentreres på et afgrænset område i skovene, så der også er plads til naturen, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.

Ruterne på de 10 spir er udvalgt for deres forskellighed og deres storslåede natur. De varierer i sværhedsgrad – både teknisk og fysisk – men fælles for dem er, at de er afmærkede, udarbejdet specielt til mountainbikekørsel og hovedsageligt består af smalle spor, også kaldet singletrack.

De 10 områder med mountainbikeruter ligger i Rold Skov, Almindingen, Klosterheden, Klinteskoven, Hareskoven, Svinkløv Klitplantage, Nordskoven, Blåbjerg Klitplantage, Bidstrup Skovene og Store Dyrehave/Tokkekøb Hegn.

Fakta: De 10 Spir

De 10 Spir er Naturstyrelsens eget bud på de ti bedste mountainbikespor i Danmark på statens naturområder. 

  • Tilsammen tilbyder de 10 Spir mere end 250 kilometer ruter i statsskove. 
  • Sporerne er hver på mellem fem og 50 kilometer. 
  • Det længste spor er i Klosterheden Plantage ved Lemvig og strækker sig over 50 kilometer. 
  • Det korteste spor er en meget stejl rute i Rold Skov på 450 meter. 
  • Alle ruterne på de 10 Spir har farver, som viser, hvor svære de. 
  • Blå mountainbikespor er lette, røde spor er middel og sorte spor svære. 

Læs mere om ruterne: De 10 spir

Fakta: De 10 Spirs Hall of Fame 

  • De 10 Spirs Hall of Fame er for mountainbikere, der har gennemført en rute på alle 10 Spir.
  • Antal gennemførte: 96
  • Første rytter: Ole Mellergaard, Kokkedal (2012)
  • Yngste rytter: Frederik Ahlers Holdt, Ansager (2014, 11 år)
  • Hurtigst gennemførte: Lige under tre døgn
  • Langsomst gennemførte: Knap fire år 

Se hele listen, og hvordan du bliver optaget i Hall of Fame

Ud over De 10 Spir har Naturstyrelsen en lang række kortere mountainbikeruter i de øvrige statslige skove og naturområder. Dem kan man finde på Ud-I-Naturen kortet: Find mountainbikeruter