Sådan påvirker COVID-19 Naturstyrelsen

De statslige naturområder er som altid åbne, men Naturstyrelsens kontorer holder lukket for at begrænse smitten med COVID-19. Så vidt muligt opretholdes styrelsens normale funktioner.

For at begrænse smitten med coronavirus arbejder Naturstyrelsens medarbejdere så vidt muligt hjemmefra fra torsdag den 13. marts og foreløbigt frem til 14. april.

De arbejdsopgaver, der kan løses ved hjemmearbejde, vil blive løst på samme måde, som når medarbejderne er på arbejdspladsen. Man kan fortsat rette henvendelser til Naturstyrelsens telefonnumre og e-mailadresser.

De fleste af Naturstyrelsens eksterne aktiviteter og fysiske møder med eksterne parter vil være aflyst i den periode. Herunder bliver der ikke afholdt jagtprøver. De indendørs faciliteter i de statslige naturområder såsom besøgscentre og naturskoler, som Naturstyrelsens selv varetager driften af, vil som udgangspunkt være lukket. 

Det vil fortsat være muligt at booke faciliteter så som shelters og lejrpladser i de statslige naturområder.

Vil du en tur i naturen, anbefaler Naturstyrelsen, at du følger myndighedernes anbefalinger til, hvordan du skal begå dig i det offentlige rum.

Styrelsens ledelse og medarbejdere bestræber sig på at opretholde styrelsens normale funktioner så vidt muligt og svare på henvendelser inden for de normale tidsfrister. Det kan dog ikke udelukkes, at situationen medfører, at der kan opstå længere svartider.

Følg udviklingen og find myndighedernes anbefalinger på den officielle hjemmeside www.coronasmitte.dk.

OPDATERET 26/3/2020:

Bemærk, at denne nyhed er opdateret efter myndighederne den 23. marts forlængede perioden med særlige anvisninger i forbindelse med coronasmitte, COVID-19.