Koldt vejr og is lettede naturpleje af fugleøer ved Vadehavet

25-02-2021

Vegetationen på fugleøer skal være kort af hensyn til ynglefuglene. Derfor slår Naturstyrelsen hvert år øerne i udvalgte klæggrave ved Vadehavet. I år udnyttede entreprenøren det kolde vejr og isen til at komme til og fra øerne.

Langs med digerne ved Vadehavet ligger de såkaldte klæggrave, hvor man har gravet klæg til opbygning og reparation af digerne. I nogle af disse klæggrave er der anlagt små øer, som nogle arter af måger, terner og vadefugle ynder at yngle på. På øerne har de nemlig frit udsyn og kan yngle i nogenlunde tryghed for ræven.

 Desværre gror øerne hurtigt til i tagrør, græs og buske, hvilket afholder fuglene for at indtage øerne som yngleplads.

 Derfor sørger Naturstyrelsen for at øerne jævnligt bliver slået, og i år var opgaven med at fragte ATV, slåmaskine og mandskab til øerne lettere end sædvanligt. Grundet den kolde periode i februar var det nemlig muligt at få adgang til øerne via isen. Mandskab og maskiner kunne derfor let komme frem og tilbage til fugleøerne i Rejsby Klæggrav, Sdr. Farup Klæggrav og Naturstyrelsens klæggrav på Mandø.

Forårets fugle er så småt begyndt at ankomme, og inden længe vil de første fugle indfinde sig på fugleøerne i klæggravene. Naturstyrelsen holder løbende øje med ynglesuccesen på fugleøerne, og vurderer effekten af den slåning der foretages.

Naturpleje på is

Den seneste tids vintervejr har også åbnet en unik mulighed for naturpleje ved Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage. Læs mere i nyheden. 

Naturprojekter

Vådområde-, skovrejsnings- og andre naturprojekter. Naturstyrelsens naturprojekter værner om Danmarks natur.

Se alle naturprojekter her

Abonnér på nyheder

Få Naturstyrelsens nyheder i din indbakke. Du kan naturligvis til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen.