Afgørelse om meget mere urørt skov i 24 statsskove

Som led i et historisk løft af den danske natur har regeringen og aftalepartierne bag finansloven besluttet at stoppe den kommercielle skovdrift på næsten 9.000 hektar i 24 statsskove. Samtidig er der truffet afgørelse om de retningslinjer, der skal følges i urørt skov.

Efter endt høringsperiode ligger det fast, at Danmark skal have meget mere urørt skov. Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet har besluttet, at den kommercielle skovdrift stopper i knap 9.000 hektar skov fordelt på store områder i 24 statsskove landet over. Dermed stiger arealet med urørt statsskov med over 50 procent.

Høringsperioden er ovre, forslagene er behandlet og den endelige plan ligger nu fast. Høringssvarene førte ikke til ændringer i den geografiske afgrænsning af udpegningen, men resulterede i enkelte tekst ændringer i de overordnede retningslinjer. For de udpegede urørte skove vil der i den kommende tid blive udarbejdet forvaltningsplaner under inddragelse af offentligheden. I den sammenfattende redegørelse finder man bl.a. resumé af indkomne høringssvar, klagevejledning, samt Naturstyrelsens kommentarer.

 

Fakta: Naturgenopretning af skovene

  • Hvor omfattende naturgenopretning der er brug for, og hvor hurtigt, afhænger af den enkelte skov. Dette skal i det kommende år fastlægges for hvert enkelt område i konkrete forvaltningsplaner, som også kommer i offentlig høring.
  • Som led i genopretningen fældes der mindre områder med træer for at gøre skovene mere varierede og for at skabe flere lysninger. Denne del af naturgenopretningen forventes gennemført i en periode efter forvaltningsplanernes vedtagelse på op til seks år for de fleste løvskove og op til 25 år for nåletræsplantager.
  • Hjemmehørende træer (eg, bøg, skovfyr, birk m.fl.) med mange sjældne og truede arter tilknyttet skal som udgangspunkt blive liggende i skovbunden og blive til levesteder for biller og svampe, når de fældes i forbindelse med naturgenopretning. Ikke-hjemmehørende træer som sitkagran, lærk, rødgran m.fl. med få eller færre arter tilknyttet fjernes og sælges som udgangspunkt, når de fældes.
  • Der skal lukkes grøfter og dræn samt bekæmpes invasive arter, og der skal sættes græssende dyr ud i nogle af skovene.

Fakta: Tal for urørt skov

  • De nye udpegninger af urørt skov sker som led i en aftale om at finansiere yderligere urørt skov, som Regeringen og aftalepartnerne bag finanslov 2020 indgik i juni 2020.
  • Med de nye udpegninger af urørt skov er der udpeget mere end 25.000 hektar urørt skov på de statslige arealer, som Naturstyrelsen forvalter. Naturstyrelsen forvalter 109.000 hektar skovareal og i alt 210.000 hektar skov- og naturområder i Danmark, hvilket svarer til fem procent af Danmarks areal.
  • Ud over de nye knap 9.000 hektar urørt skov stoppede regeringen og aftalepartnere bag finansloven i juni 2020 den kommercielle skovdrift i 10.220 ha tidligere udpeget urørt skov fordelt på 32 skove. En del af de nye urørte skov er udvidelser af områderne med urørt skov i de skove.

 

Find materialet om urørt skov her

Find høringssiden for urørt skov her